Villabyerne fylder 100 år

Så oprandt dagen.

Vores avis har rundet det skarpe hjørne, og det er nu tid til at mindes 100 år med skriblerier om stort og småt fra den lokale andedam - Gentofte.

På Villabyerne har vi naturligvis grebet chancen for her at kunne fortælle vores helt egen avishistorie.

Men vi ser samtidig tilbage på, hvad der er sket i kommunen i de 100 år.

For når alt kommer til alt, hænger Gentofte og Villabyerne uløseligt sammen, og et tilfældigt nedslag i en tilfældig uge i en tilfældig årgang bekræfter da også hurtigt dette.

I vores jubilæumsavis tjekker vi, hvad der var den gode historie i Gentofte i 1906. Vi dvæler lidt ved 1. verdenskrig, hvor Villabyernes første redaktør blev beskyldt for at være spion. Og vi beretter om dengang, da 'læsere', i slutningen af 1940'erne, var parat til at betale op til 100 kroner for at få Villabyerne før alle andre.

Så er der selvfølgelig historien om avisens otte redaktører, hvor de kun 11 måneder med Virtus Schade nok er de mest spektakulære. Og vi dykker ned i Gentoftes helt egen 'Watergate', der implicerer telefonaflytning af Villabyernes redaktion.

Vi har heller ikke kunnet dy os for at besøge en medfødselar, Ruth, der fortæller om en menneskealder i selskab med avisen.

Og endelig har vi samlet vurderinger af avisen fra lokale kendisser, mens en række eksperter kigger i krystalkuglen og giver deres bud på, hvad fremtidens Villabyerne vil bringe.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...