Tuborgflasken skal flyttes

Den har stået mange steder efterhånden. Dens første adresse var på Rådhuspladsen i København, længe før der overhovedet var noget, der hed Rådhusplads og HT-terminal. Siden har den stået flere steder på Strandvejen. Men nu ser det ud til, at Tuborgflaskens flyttedage snart får en ende.

I morgen torsdag skal Gentofte Kommunes Byplanudvalg i hvert fald diskutere, hvor den 26 meter høje flaske skal stå for eftertiden. Og denne gang er der tale om en permant placering af det bevaringsværdige bygværk.

"Den står i dag gemt bag en tankstation på kommunens grund. Meningen er, at den skal have en mere synlig placering i området," forklarer formanden for Byplanudvalget, André Lublin (C).

Den mere end 100 år gamle Tuborgflaske skal dog ikke flytte ret langt. Ifølge lokalplan nummer 178 for området Tuborg Syd fra år 2000 skal flasken bevares i lokalplanområdet, som afgrænses mod nord af Tuborg Nord ved Tuborg Havnevej, mod øst af Øresund, mod vest af Strandvejen og mod syd af bebyggelsen ved vejen 'Ved Eltham' samt Københavns kommune.

Det betyder, at den store, grønne flaske fortsat vil være at finde nær de gamle Tuborgbygninger i Hellerup - blot på en mere passende placering end i dag.

Gode forslag modtages

André Lublin forklarer, at da flasken har en stor plads i mange gentofteborgeres hjerter, regner han med, at det vil tage tid at finde den perfekte placering til den. Og da der er tale om en permanent placering, skal man være temmelig enig, inden man tager den endelige beslutning.

I morgen bliver placeringen af Carl Lunds bygningsværk som sagt taget op i Byplanudvalget. I første omgang skal udvalget drøfte forskellige placeringsmuligheder. Men udvalgets formand afviser ikke at tage borgerne med på råd. Det er jo et af de punkter, det konservative flertal er valgt på, forklarer han.

"Selvfølgelig kan borgerne tages med på råd. Hvis der er nogle gode forslag, så hører vi dem gerne," siger André Lublin.

Villabyerne følger naturligvis Tuborgflaskens skæbne mod sin sidste adresse.

o Tuborgflasken blev skabt af teatermaleren Carl Lund i 1888 som udstillingsbygning for Tuborg på Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn, som et symbol på teknologisk fremskridt - og som en reklame for bryggeriets nye produkt, flaskeøl. Dengang lå den der, hvor Rådhuspladsen ligger i dag. Siden har flasken stået to forskellige steder på Strandvejen, kun afbrudt af et kort comeback på Rådhuspladsen i 1988. o Flasken er 26 meter høj og kan »rumme« 1,5 millioner flaske øl. Oprindeligt har den været dekoreret med en lagerøletiket, men da pilsneren senere bliver mere populær, bliver flaskens etiket ændret til Grøn Tuborg. o Ølflasken var oprindeligt beklædt med lærred, havde en åben udsigtsplatform i toppen og indeholdt Danmarks første mekaniske elevator. I dag er flasken af glasfiber, udsigtsposten lukket og elevatoren udskiftet med en vindeltrappe. o Flasken gennemgik en omfattende renovering i efteråret 2003.Tuborgflasken er omfattet af en lokalplan, der betyder, at den ikke kan rives ned eller flyttes uden Gentofte kommunalbestyrelses godkendelse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...