SMAGSOPLEVELSE Det er stadig Tubrogs Julebryg, der giver et varsel om, at det er tid til juleøl, men ellers er intet det samme som for få år siden, når det gælder juleøl. I dag vil danskerne have nye, spændende danske juleøl fra de danske mikrobryggerier.
Hos Irma i Frederikssund har man i år slet ikke belgiske eller franske juløl på hylderne, men derimod er der ikke færre end ni forskellige danske juleøl at vælge imellem plus den traditionelle Tuborg Julebryg.
"Vi satser meget på de danske øl fra de danske mikrobryggerier. Vi vil gerne sælge juleøl, man ikke kan få andre steder. Det er også årsagen til, at vi sælger vores egen juleøl, Irma Julebryg, som er produceret af Skands. Sidste år oplevede vi, at salget af de udenlanske øl nærmest gik i stå," fortæller butikschef i Irma, Bo Hansen.
Det er dog stadig den traditionelle julebryg fra Tuborg, der markeren starten på juleøllen hos Irma.
"Der bliver stadig solgt mange Tuborg Julebryg, men slet ikke i den størrelsesorden som for få år siden. Hos os finder man ikke slagtilbud på Tuborg Julebryg, men vi skiller os lidt ud ved at sælge dem i en specielkasse med 18 styk," fortæller Bo Hansen.
Fra i dag er alle juleøllene på plads på hylderne i Irma. Og det vil sige ni forskellige juleøl fra Skands, Braunstein, De 5 Gaarde, Brøckhouse, Kongens Bryghus, Nørrebro Bryghus, Fur og Herslev. Alle fremgangsrige mikrobryggerier.
Hvilke øl passer til årets julefrokoster?
"Vi har vores egen Irma Julebryg og Julius Julebryg, som alkoholmæssigt og prismæssigt er i den prisbillige ende af skalaen, og som egner sig til en god dansk julefrokost. Men ellers gælder det om at smage sig frem. Mange af øllene er tilsat forskellige krydderier, som man ikke finder i en almindelig øl," forklarer Bo Hansen.
I denne uge kan man købe Brøckhouses Julebryg og Julius Julebryg fra De 5 Gaarde på tilbud i Irma.
Det gælder altså om at få aktiveret smagsløgene og prøve sig frem til juleøllen i år.