Otto Brandenburg - spor af en baggårdspuma

Niels Jørgen Larsen, Musikbibliotekar Rudersdal Bibliotekerne

anbefaling Journalisten Frank Toft-Nielsen, der har en forkærlighed for den tidlige danske underholdningsmusik og også har skrevet om John Mogensen, har skrevet den første biografi om Otto Brandenburg. Som undertitel har bogen "Spor af en baggårdspuma," og det er da også i høj grad en historie om Otto Brandenburgs ikke altid lige glamourøse liv, hans ned- men også opture og hans ukuelige evne til at genopfinde sig selv som både sanger, skuespiller, entertainer m.m. gennem et langt indholdsrigt liv. Det skal bemærkes, at biografien er blevet til på baggrund af samtaler med samarbejdspartnere og venner, som har bidraget med mange sjove anekdoter, men uden at journalisten har talt med Otto Brandenburg selv.

Otto Brandenburgs liv og karriere behandles kronologisk fra de tidlige år som Danmarks første, og i flere år eneste, rigtige rock'n'roll sanger. Her får man også historien om den spirende danske rockscene, og det er stærkt underholdende at læse om Otto Brandenburgs første år som teenageidol, hvor han, herligt uimponeret af hele virakken, rejser Danmark, Sverige og Tyskland tyndt og tiljubles som en anden Elvis. På trods af en for den tid enestående stjernestatus var det et hårdtarbejdende liv fjernt fra den star-mentality, man kender i dag. Der skulle knokles for hver eneste 5-øre.

Det har Otto Brandenburg sådan set skullet hele livet, ofte med skattefar i hælene. En stor skattegæld gjorde ham nærmest fredløs i perioder. Hans rolle som jazzcrooner, som børnenes ven (Gummi-Tarzan, julekalendere m.m.) og hans jævnlige optrædender på både scene og film krydres i bogen med kærlige anekdoter fra dem, der har stået Otto Brandenburg nær. Man får fornemmelsen af et varmt, følsomt og let hudløst menneske, som er nem at holde af.

Biografien indeholder en grundig diskografi, der oven i købet er lækkert illustreret med de gamle pladeomslag, samt en fortegnelse over de film, revyer og teaterstykker Otto Brandenburg har medvirket i.

Otto døde 1. marts 2007, 72 år gammel.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...