Danmarks Akvarium udstiller igen den frygtede stenfisk Synanceia verrucosa, som har ikke mindre end 13 giftpigge. Bare et enkelt stik dræber et menneske i løbet af et par timer.
I 1959 blev der fundet en modgift og takket være den, er der ikke de seneste par år registreret dødsfald. Da den findes i store områder med koralrev helt fra Røde Havet til Stillehavet, menes der dog på afsides liggende øer stadig at være flere urapporterede dødsfald blandt lokale fiskere og dykkere.
I Danmarks Akvarium kan man opleve, hvorfor det ikke hjælper at se sig for. Den er bogstaveligt talt fuldstændig camoufleret som en overgroet sten og venter på, at byttet kommer helt tæt på. Den kan ligge på lur så længe, at der sommetider vokser rigtige alger på den!
I akvariet udstilles 3 stk. ca. 35 cm store stenfisk og man skal kigge nøje efter i meget lang tid for at få øje på alle 3.
I efterårsferien er der i det hele taget fokus på giftige fisk i Danmarks Akvarium - men stikker de, bider de eller overfalder de bare en, hvis man svømmer forbi ? - og hvor sidder giften ?
Børn kan være med i en konkurrence, hvor de skal finde svarene, når de har fundet de i alt fem arter, der udstilles. En af dem lever her i de danske farvande.
Derudover bliver der i efterårsferien fodret to gange hver dag og alle har mulighed for at røre knap så farlige danske havdyr som krabber og fladfisk i vandbordene i kælderen.