NIVÅ: Tirsdag den 25. september åbner postbutikken i Nivå i SuperBest i Nivå Center.
Købmand Bo Godtfredsen er godt tilfreds med, at det er lykkedes at beholde posthuset i den nye form.
- Det vigtigste for os her i Nivå Center er, at posthuset bliver her og ikke bliver helt nedlagt, for det ville være en falliterklæring.
PostDanmark har i en periode ledt efter en samarbejdspartner og hvis SuperBest ikke havde meldt sig, var posthuset nok blevet lukket.
På mandag, dagen inden åbningen, holder posthuset delvist lukket i forbindelse med flytningen. Der vil dog stadig være mulighed for at afhente anmeldte forsendelser, købe frimærker og pakkelabels og afsende breve og pakker.
Ved at integrere posthuset i SuperBest bliver der mulighed for en udvidet service i form af længere åbningstider end i dag. Der vil endvidere være mulighed for afhentning af anmeldte forsendelser efter at postbutikken har lukket i hele SuperBests åbningstid.
Postbutikken vil udføre stort set samme type forretninger som det nuværende posthus, det vil sige alle former for ind- og udbetalinger samt modtagelse og udlevering af postforsendelser.
- I en tid hvor flere og flere betaler deres regninger hjemmefra i stedet for at gå på posthuset, er vi glade for, at vi med denne løsning kan fastholde en god postservice til vores kunder i Nivå, siger filialchef Mia Hansen.