Dyssegårdsskolen fylder 75

I morgen fylder Dyssegårdsskolen 75 år. Fødselsdagen fejres med åben skole kl. 14-16 for tidligere elever og medarbejdere og naturligvis skolens nuværende 750 elever, deres familier og ansatte.

Der bliver sunget 'morgensang', og der bliver rig lejlighed til at kigge sig omkring på skolen, der er SKUB-ombygget, men står foran en 'SKUB-2-ombygning'.

I de tre dage op til fødselsdagen har samtlige elever arbejdet med emnet trivsel, da det er et af fokusområderne på skolen.

"Efter ønske fra eleverne selv har vi sat fokus på børns sprog. Vi har haft Helle Høybye (lærer, som arbejder med aktiviteter mod mobning og konflikthåndtering,

red

.) ude på skolen og fortælle om, hvordan man forebygger og håndterer mobning, og vi får også besøg af John Aasted Halse (tidligere formand for Børns Vilkår). Det er vigtigt, at få styrket fællesskabet og har i løbet af disse dage forskellige aktiviteter, som er med til det", siger Preben Bildtoft, der er viceskoleleder på Dyssegårdsskolen.

I udskolingen har eleverne bl.a. set film om mobning, mellemtrinnet har lavet cirkus, mens de mindste i indskolingen har lavet tillidsøvelser i skoven og fået en venskabsordning på tværs af klasserne. Om dette fortæller Monica Langelund, som er klasselærer i 3.b:

"En af tillidsøvelserne handler om, at én får bind for øjnene, mens en anden skal føre én rundt i skolen, og de leger sanselege og kludder-mutter derude. Her på skolen har børnene lavet rollespil og givet hinanden massage, og det var de meget begejstrede for. Massage gives ud fra devisen om, at 'dem man rør ved, mobber man ikke'. Vi har også lavet venskabsordninger eksempelvis mellem 0. og 3. klasse. Det virker godt, at de små og store blandes på tværs, og det er noget, som jeg forestiller mig, at vi gerne vil køre videre med".

For fuld damp

Inde i pigernes gymnastiksal er venskabsklasserne 0.b og 3.b i gang med forskellige øvelser under kyndig vejledning af 3.b-lærer Kristina Schneider.

De to klasser hopper op og ned og svinger med arme og hænder på kommando. Selv om de står spredt over en halv gymnastiksal, er der et mønster i måden, de står på. En lille og en stor ved siden af hinanden. Børnene har forststået, at det handler om at være sammen på tværs af klassetrin.

Da Kristina Schneider beder børnene stille op på to rækker, er det også helt naturligt for dem at stå side om side parvis med en fra 0.b og en fra 3.b Børnene skal gå og løbe på en lang hoppepude og slå kolbøtter og vejrmøller på en madras, og de går op i det med liv og sjæl.

For Christoffer fra 3.b er det ingen sag at gennemføre øvelserne, for han går til springgymnastik. Han synes, det er en god idé, at hans klasse har fået en venskabsklasse og kan godt li' at tage hånd om sin lille makker, Louis, fra 0.b, så det ser ud til, at der ikke bliver problemer med trivslen i de to klasser.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...