Debatten har bølget i Allerød Nyt i de seneste måneder. Hvad vil konsekvenserne blive, hvis der bygges en Netto på Kongevejen ved Byagervej?
Nogle borgere byder en Netto velkommen. Andre mener, at en Netto på Kongevejen vil betyde døden for Dagli' Brugsen i Blovstrødcenteret. Og hos Dagli' Brugsen selv vil man gerne have en Netto. Den skal bare ligge ved siden af Brugsen, i Blovstrødcenteret og ikke på Kongevejen.
I dag tager økonomiudvalget så det første skridt til en beslutning om, hvorvidt blovstrødborgerne får en Netto at handle i. Allerød Nyt foretog en rundringning til partiernes repræsentanter i Økonomiudvalget, og meget tyder på, at der er et flertal for en Netto på Kongvejen.
Hos de konservative siger Bjarni G. Jørgensen ja til en Netto på Kongevejen, selv om det er et noget forbeholdent ja:
"Jeg er lidt ked af Netto. For Netto betaler ikke til fællesskabet i byen. Til jul betaler man ikke til juledekorationen, og når der er natåbent, bidrager man heller ikke. Men de holder skam åbent, så de lukrerer på de andre handelsdrivendes indbetaling til arrangementet. Netto er med andre ord ikke med til at markedsføre den by, de er en del af," lyder det fra det konservative medlem af Økonomiudvalget, der også er formand for Allerød erhvervsklub
Fra socialdemokratisk side er der også positive toner over for en Netto på Kongevejen:
"Vi synes, det er vigtigt med et alsidigt tilbud til borgerne i Blovstrød," siger Flemming Villadsen (Soc.), og fortsætter:
"Det er sundt med konkurrence også på dagligvareområdet, og jeg er overbevist om, at endnu en dagligvarebutik vil give et løft for borgerne i Blovstrød."
Netto i Blovstrødcenteret
Derimod er Blovstrødlistens repræsentant, Frands Havaleschka mere forbeholden over for en Netto:
"Vi har ikke noget imod en Netto i Blovstrød, vi synes også det er sundt med konkurrence. Men vi synes Netto skal ligge i Blovstrødcenteret,, sådan som lokalplanen også foreskriver."
En Netto på Kongevejen vil skabe for mange trafikale problemer, mener Frands Havaleschka, også selv om Byagervej bliver gjort ensrettet, sådan som det er foreslået:
"Jeg tror slet ikke, det er nok med en ensretning. Og ligegyldigt hvad, så vil der jo komme mere trafik med en Netto. Den trafik vil man bare flytte over på Blovstrød Byvej og Blovstrød Allé," påpeger han.
Og Frands Havaleschka kan finde støtte hos SF til det synspunkt. Her mener Kurt Hansen, at man skal styrke centerområdet i Blovstrød:
"I så lille en by som Blovstrød, tror jeg, det er bedst at samle handelen. Her er Lynge et godt eksempel på, at man har samlet butikkerne ét sted. Jeg ville synes, det var utroligt ærgerligt, hvis Dagli' Brugsen måtte lukke om nogle år," siger Kurt Hansen.
Venstre er nok det parti, der er mest positivt stemt over for en Netto på Kongevejen. Venstres John Køhler mener, en placering på Kongevejen kan sikre fremtidens handel i Blovstrød:
"En Netto kan ikke leve af handelen i Blovstrød alene. Så hvis ikke vi vil risikere pludselig at stå helt uden dagligvarebutik i Blovstrød, er Kongevejen den logiske placering, for dér kan Netto trække på både handelen fra Blovstrød og handelen fra pendlerne på Kongevejen. Det har jo allerede vist sig, at borgerne i Blovstrød har stemt med fødderne, når de handler, idet mere end halvdelen af de indkøb borgerne foretager, bliver gjort uden for Blovstrød. Der er dog god grund til at rose Dagli'm Brugsen for sit lokale engagement, hvor man for eksempel er med til at sponsere de lokale foreninger, men det hjælper jo ikke rigtig noget, hvis folk køber ind andre steder," siger John Køhler
Kun Netto på Kongevejen
Inden der falder en endelig politisk beslutning, skal sagen op i byrådet, for hvis Netto skal placeres på Kongevejen, kræver det en ændring af lokalplanen. En ting ligger dog fast. Hvis ikke der kan bygges en Netto på Kongevejen, kommer der ingen Netto. Sådan lyder meldingen i hvert fald fra Dansk Projekt Invest, som står for opførelsen og udlejningen af bygningen, der skal huse en kommende Netto.
"Vi har ansøgt om tilladelse til en Netto på Kongevejen, for det var den beliggenhed, der havde vores interesse. En Netto i Blovstrødcenteret har sådan set aldrig været på tale," lyder det fra direktør i Dansk Projekt Invest, Niels Erik Preisler."
Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra det sidste medlem af Økonomiudvalget, den Radikale Agnete Fog, men hvis både Venstre, Socialdemokraterne og Konservative stemmer for en Netto på Kongevejen giver det 14 stemmer for projektet, og det er et klart flertal i det 21 mand store byråd.