Taxa Nordsjælland vil rette op på servicen

"En alt for stor del af Taxa Nordsjællands kunder har den seneste tid oplevet en markant dårligere service, når de skulle bestille en taxa." Sådan siger formanden for Taxa Nordsjælland, Anders Gershøj.

Han fortsætter:

"Det skyldes en hel række af omstændigheder, som alle lagt sammen har givet en dårlig oplevelse for kunderne. Nævnes skal blandt andet, at Falck har strejket, DSB har haft problemer med såvel lokalbaner, S-tog og Kystbanen, og også en busstrejke har betydet, at Taxa skulle klare al kørslen, men altså desværre med en generelt dårligere service til følge."

"For vore nye samarbejdspartnere i Hundested-Helsinge og Græsted Gilleleje kommuner - nu Halsnæs og Gribskov - har det også for deres kunder betydet, at de har oplevet, at Taxa Nordsjællands personale ikke kendte dem, der ringede op - på samme måde som tidligere - hvor den enkelte vognmand i mange tilfælde talte direkte med kunden."

"Dette er af nogle kunder blevet opfattet som firkantet betjening, som bestemt ikke er tilsigtet, da personalet på centralen absolut ikke ønsker at være uvenlige."

"Et af de største problemer har dog været fejl på vores telefonsystem. Systemet er leveret af TDC og Ericsson, men det har ikke været muligt for de to firmaer at finde fejlen, hvilket har betydet, at kunderne oplever at komme i kø - og pludselig blive 'smidt ud af systemet'."

"Taxa Nordsjællands ledelse har således besluttet at få udskiftet det fejlbehæftede anlæg, da hverken vore kunder eller vi selv kan leve med at teknikken skal give vore kunder en dårlig oplevelse. Heldigvis bliver 95 procent af vore kunder kørt uden problemer, men vi arbejder hårdt på, at også de resterende fem procent skal få indfriet deres forventninger," siger Anders Gershøj.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...