ROSKILDE: Den lokale politiker Jan Herskov med fortid i Gundsø byråd, skal fremover repræsentere det nye parti Ny Alliance i byrådssalen i Roskilde.
- Efter 19 år i Venstre har jeg besluttet mig til at skifte til Ny Alliance. Jeg ser Ny Alliance som et spændende parti med nogle rigtig gode udfordringer, og jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet, som skal føre til at Ny Alliance stiller med et stærkt hold til næste kommunevalg, hvor vi gerne skal blive godt repræsenteret, siger Jan Herskov i en pressemeddelelse.
- Det er min opfattelse, at der mange ting der kan forandres og gøres bedre i Roskilde. I Ny Alliance vil jeg stadig have fokus på socialområdet og primært de ældre. Jeg mener vi har en udmærket service på ældreområdet, men det kan blive endnu bedre, siger han.
Anders Samuelsen fra Ny Alliance er glad for tilgangen.
- Vi glæder os til samarbejdet med Jan Herskov. Det er vigtigt for os at være repræsenteret i kommunerne så der kan skabes sammenhæng mellem den politik der føres på Christiansborg og den virkelighed der er ude i kommunerne.
Jan Herskov synes at regeringen og Folketinget udhuler det kommunale selvstyre med den detailregulering, som kommunerne bliver udsat for.
- Det er ikke nødvendigvis på Christiansborg at man bedst ved, hvordan man laver god ældrepleje i Roskilde. Jeg håber at rigtig mange har lyst til at deltage i arbejdet i Ny Alliance, og interesserede skal være meget velkomne til at kontakte mig, så vi kan komme godt i gang i Roskilde, lyder opfordringen fra Jan Herskov.