To piger fra Værløse Basket, Alberte Dokkedal og Amanda Boje Formann, var med det danske U16-basketlandshold i Solna for at dyste om det nordiske mesterskab.
I finalen mod storfavoritterne fra Sverige var det U16 landsholdet bagud med 4-6 point det meste af første halvleg, men med et 10-0 run på mindre end 2 minutter i slutningen af 2. periode kunne Danmark overraskende gå til halvleg foran 37-32.
Sverige kæmpede sig dog hurtigt i front igen og med stillingen 51-59 i Sveriges favør og blot 4 minutter på uret så det sort ud.
Men danskerne startede endnu et run og med en buzzer-beater 3'er lykkedes det at fremtvinge overtid. Her var de danske piger stærkest og den historiske sejr på 70-68 var i hus.
Det er første gang i mere end 20 år at et dansk ungdomslandshold vinder det nordiske mesterskab. En kæmpe oplevelse for de to Værløse-spillere.
"Sverige havde 4-5 høje, atletiske piger som var gode skytter, gode en-mod-en spillere og gode forsvarsspillere. Dem synes jeg vi dækkede flot op, og vores angrebsspil fungerede godt gennem hele kampen. Det var det største at løfte den kæmpemæssige guldpokal foran Sveriges grædende U16 piger. Det var fantastisk og jeg glemmer det aldrig," fortæller Amanda Boje Formann fra Værløse Basket.
- jn