Af Lone Møller, MF (S)I dag er der 25.000 blinde og svagsynede i Danmark. Mange af disse har meget svært ved at få en dagligdag til at hænge sammen, da deres synshandicap gør det svært for dem at færdes i trafikken, i offentlige bygninger og på arbejdspladsen. Resultatet er desværre, at danskere der lider af et synshandicap er den mest isolerede samfundsgruppe med den højeste arbejdsløshedsprocent. Det er naturligvis helt uacceptabelt og derfor foreslår Socialdemokraterne nu at vi indfører en national handlingsplan for blinde og svagsynedes deltagelse i alle samfundsforhold. Faktisk er Danmark i dag det eneste nordiske land, der ikke har en sådan handlingsplan. Både Sverige, Norge, Island og Finland har nationale handlingsplaner, der sigter mod at løse synshandicappedes transportproblemer, så de kan deltage i samfundslivet på lige fod med resten af befolkningen.Problemet i dag består i, at blinde og svagsynede er meget afhængige af familie og venner, når de skal på arbejde, ud at handle, til frisøren eller besøge en ven. Det er uholdbart og uværdigt og derfor skal en national handlingsplan tage udgangspunkt i, at der tilbydes bedre mulighed for taxakørsel til og fra offentlig transportmidler og at busholdepladser og stationer gøres langt nemmere for synshandicappede at orientere sig på. Vi kan simpelthen ikke byde mennesker, at de skal være overladt til venner og bekendtes tid og mulighed for at hjælpe. I dag er der kun mulighed for at få 15 timers ledsagerhjælp om måneden. Denne grænse skal sættes op.Men transporten og øget ledsagerhjælp gør det ikke alene. Generelt skal vi som samfund indrette os mere handicapvenligt og det gælder også overfor svagsynede og blinde. Vi skal sørge for at offentlige bygninger, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og kulturtilbud bliver gjort tilgængelige og nemmere at orientere sig omkring for svagsynede. Blinde og svagsynede er en gruppe som har brug for et stærkt velfærdssamfund, der vælger at støtte og hjælpe - også selvom synet svigter. Der er brug for en handlingsplan for blinde og svagsynede deltagelse i alle samfundsforhold. Nu må vi blot håbe at regeringen og Dansk Folkeparti også vil gøre en indsats på området!