HIK-træner fyret på målstregen

Da Lars Juhl Nielsen lørdag morgen sætter sig ind i sin bil for at køre til den sidste træning inden søndagens altafgørende kamp i Skive, tror han fortsat, det er ham, der skal føre holdet op i 1. division.

Han har dog i nattens løb fået en sms fra sin formand, Søren Blaahøj, der beder ham ringe, inden han tager af sted. Da han får fat i formanden, er det blot for at modtage beskeden om, at klubben ikke længere tror på, at han stadig er træneren, der kan give klubben succes - og dermed er fritstillet.

En besked, den nu tidligere træner stiller sig helt uforstående overfor:

"For halvanden uge siden blev jeg i hjemmekampen mod Skive kåret til kampens spiller med begrundelse i, at vi tog de rigtige chancer i løbet af kampen. Efter nederlaget til Faaborg er det åbenbart glemt, selv om vi i den kamp reelt var uden målmænd. Jeg havde måske bedre kunnet forstå det, hvis det var sket omkring juletid, hvor vi havde nogle spillemæssige problemer, men dem kom vi igennem som et hold, og rent faktisk blev jeg i slutningen af februar præsenteret for en kontraktforlængelse", siger en tydelig rystet Lars Juhl Nielsen og sender en sidste hilsen til ledelsen i HIK Håndbold:

"Et af problemerne i HIK er, at der ikke er en synlig ledelse. Når jeg taler med trænerne for vores to seneste modstandere, Skive og Faaborg, er det en helt anden dynamisk og eksisterende ledelse, der rent faktisk kommunikerer med træneren på holdet. Det har desværre aldrig været tilfældet i HIK. Til sidst vil jeg da også gerne sige, at jeg overtog et hold i krise. Sidste år var vi et point fra oprykning, og i år er vi i kvalspillet til oprykning, så helt galt har det da ikke været".

Uafgjort var nok

Selve den vitale kamp mod Skive på udebane blev en dramatisk affære, hvor HIK skulle have det ene point for at gå videre, og det var præcis, hvad holdet gjorde.

Med seks sekunder igen udligner HIK til 22-22 i en kamp, som den spillende assistenttræner, Anders Dyhr, beskriver således:

"Det var en kamp med to gode forsvar og to gode målmænd. Vi havde meget svært ved at komme frem til kvalificerede afslutninger, og igen er vores mål jævnt fordelt med Simon Jensen og Peter Nørregaard som topscorere med fire mål hver. Men nej en forløsning for gutterne med målet kun seks sekunder før tid, det kan give os et ekstra rygstød. Det har vi også brug for i de to afgørende kampe mod GV Ejby, for det er altså et godt hold, og umiddelbart ligger vores chancer for samlet sejr vel på 25 procent", slutter den rolige assistenttræner sin opsummering.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...