FODBOLD: Opbakningen til FC Nordsjælland er stor fra klubberne i Allerød kommune, hvor nu også Rønneholtparkens BK har meldt sig ind i Fodbold Samarbejde Nordsjælland som klub nr. 34.
I forvejen er både Lynge og Allerød FK med i samarbejdet, og selv om Rønneholtsparkens BK ikke antalsmæssigt er en storklub, har den en imponerende ynglingeafdeling.
Netop spillere i den alder, hvor mange klubber har svært ved at fastholde interessen for fodbold, er en klar målgruppe for Rønneholtparkens BK, hvor man tager store individuelle hensyn, så de unge fastholder fokus på fodbold men også får tid til de andre interesser, der presser sig på i den alder.
Vi er gode til at arbejde med de unge spillere og holde dem i gang i den svære tid lige før voksenfodbolden. Det drejer sig utroligt meget om mandskabspleje og forståelse fra lederside i de årgange, og vi deler gerne ud af vores gode erfaringer til andre klubber, siger formand for Rønneholtparkens BK Thomas Elkjær.
Det er gået stærkt med tilslutningen til Fodbold Samarbejde Nordsjælland i dette spæde forår, hvor FC Nordsjælland fremstår som en meget attraktiv samarbejdspartner for mange klubber. Via fodboldnetværket får medlemsklubberne mulighed for at tilbyde deres spillere mange fordele og nærkontakt til SAS Ligaen.
Der er hele tiden nye initiativer i FSN, så klubberne mærker, at der virkelig sker noget. Således er der i forbindelse med forårspremieren i Farum Park mod Viborg søndag 1. april et storstilet arrangement, så alle ungdomsmedlemmer i de 34 samarbejdsklubber kan få sig en fodboldoplevelse.
/BV