FREDENSBORG: Kommunallæge Lise Ellemann Höegh har i samarbejde med Henrik Sælan, embedslæge ved Embedslægeinstitutionen Hovedstaden skrevet et notat om de helbredsmæssige påvirkninger af dårligt indeklima på Asminderød Skole.
Af notatet fremgår det, at der er grund til at tro, at problemerne med skimmelsvamp og et generelt dårligt indeklima med høje bakterietal har givet børn og ansattes helbredsmæssige problemer.
- Irritation er langt den hyppigste form for helbredspåvirkning ved udsættelse for fugt og skimmelsvampevækst. Symptomerne kan være irritation i øjne, næse og øvre luftveje, hovedpine, træthed, hoste og udslæt. Personer med astma og høfeber er særligt følsomme. Desuden kan irritation fra luftvejene øge risikoen for luftvejsinfektioner, hedder det i notatet.
Denne form for gener på grund af irritation er heldigvis ikke blivende og forsvinder igen, når udsættelsen ophører.
- Man kan ikke udelukke, at børn eller ansatte har udviklet en allergi for skimmelsvampe i den periode, de har opholdt sig på Asminderød skole, men sandsynligheden er ikke stor, skriver kommunallægen.
- Personer med eksisterende allergi overfor skimmelsvampe vil kunne få forværret deres allergi ved at opholde sig i rum med høj forekomst af skimmelsvampe, hedder det i notatet, som slutter således:
- Det må antages, at udsættelse for fugt og skimmelsvamp kan have medført en forværring af bestående lungelidelser hos børn og ansatte. Denne forværring formodes i det væsentlige at forsvinde igen, når de ikke længere udsættes for skimmelsvampe, lige som man må forvente de pågældende personer også har oplevet en bedring i tilstanden i ferier og weekender.
Interesserede kan læse mere om skimmelsvamp i pjecen:
" Helbredsproblemer ved fugt og skimmelsvampe i bygninger" 2006 på hjemmesiden
www.sst.dk/publ/Publ2006/CFF/Skimmel/Helbred_fugt_Skim.pdf>