FODBOLD FC Nordsjælland har sat alt ind på, at Opening Day skal være noget ganske særligt, og selv om Viborg ikke i sig selv er nogen publikumsmagnet, så kommer der til at ske så meget, at stadions 10.000 pladser nok skal blive tæt besat.
Til kampen alle FCNs 36 samarbejdsklubber inviteret til at lave udflugt for ungdomsmedlemmerne til SAS Ligafodbold. For at sikre at de samarbejdsklubber der ikke ligger i nærområdet kommer, har Arriva tilbudt gratis bustransport til Farum Park.
"Med Arrivas hjælp var der ingen undskyldning for ikke at tage imod det fornemme tilbud, og det har da også allerede strømmet ind med tilmeldinger til det storstilede arrangement i Farum Park.
Hver samarbejdsklub stiller med en maskot årgang 2000 i klubbens spilledragt, så alle samarbejdsklubberne på den måde vil blive præsenteret på banen", fortæller Mette Villadsen fra FC Nordsjælland.
Latter og velgørende raslen med indsamlingsbøssen vil den 1. april lyde på Farum Park, hvor lokale frivillige iført røde næser (som også sælges) vil samle penge ind til Humor mod Aids.
Overskuddet fra indsamlingen går i år til at uddanne sundhedspersonale i Afrika og Østeuropa, som kan være med til at afhjælpe AIDS-katastrofen.
De første 1000 fremmødte ungdomsmedlemmer fra samarbejdsklubberne vil få udleveret en flot rød T-shirt, så tribunerne kan blive et ekstra festligt skue.