Ringen sluttes for Lars Kaalund

Lars Kaalund har været teaterchef i 15 år, først på Mungo Park i Allerød og siden 1998 på Østre Gasværk. Efter denne sæson skal han igen arbejde som freelance skuespiller og instruktør, hans sidste forestilling som teaterchef bliver et gæstespil fra netop Mungo Park.

Den Reumert-nominerede succesforestilling "Mungo Park - manden bag navnet" fortæller historien om den mand, som gav Lars Kaalund navnet til det nordsjællandske teater. På den måde afsluttes et kapitel i moderne dansk teaterhistorie.

Mungo Parks nuværende direktør, Martin Lyngbo, giver Lars Kaalund og den kommende opsætning af "Mungo Park - manden bag navnet" disse ord med på vejen:

"Lars Kaalund har som teaterchef konstant vist nye veje for teatret, og som en sand opdagelsesrejsende kæmpet sig ind i ukendt land. Derfor synes vi at det er både smukt og passende at hans sidste forestilling bliver historien om en opdagelsesrejsende."

"Mungo Park - manden bag navnet" har trukket anmelderne helt op i skyerne samt givet fulde huse i Allerød. På Østre Gasværk vil forestillingen blive præsenteret i en bearbejdet form, tilpasset specielt til Østre Gasværks store og smukke teaterrum.

Historien er autentisk og handler om Mungo Park, den første europæer i Vestafrika. Det er en fortælling om idealisme, ungdom og vovemod, en historie om kulturmøder, fra dengang globaliseringen lige var begyndt.

Lars Kaalund siger om valget af "Mungo Park - manden bag navnet":

"Forestillingen holder aldrig op med formmæssigt at lege sig frem og ind i fortællingen. Den stiller spørgsmål, der må få os til at overveje, om den vestlige gode viljers mand og hans idealistiske odyssé i virkeligheden er et utopisk projekt. "Den gode vilje" og "målet helliger midlet" er klassiske temaer, der i denne version sættes under lup på en meget underholdende og dramatisk måde."

"Mungo Park - manden bag navnet" spiller på Østre Gasværk 12., 13. og 14. april 2007. Billetter kan købes på billetnet.dk / 70 15 65 65.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...