FREDENSBORG KOMMUNE: - Det nye byvåben afspejler en anden tid end de to kommuners gamle byvåbener, fortæller guldsmed Kim Buck, som har overført Klaus Fænøs grafiske udformning af det nye byvåben til borgmesterkæden.
- Byvåbenet afspejler livet og ikke arbejdet, som de gamle byvåbener gør det, forklarer guldsmeden og det synes han er utroligt positivt.
Selve borgmesterkæde er fra 1995 og udført i et samarbejde mellem dronning Margrethe og Kim Buck til Fredensborg-Humlebæk Kommune. Kæden er hovedsalig i sølv med små guld strenge, som spejler sig i sølvet.
Kim Buck har valgt at lave det nye vedhæng med våbenet i lapis, sølv og guld - i en tredimensionel version, hvor bagsiden er rund i formen. Og er man så heldig, at få lov at røre, hvilket mange borgere fik sidste onsdag, er lapis-materialet overraskende blødt.
En pudsig detalje ved kæden er, at den faktisk er forsynet med en lås, selvom kæden er så stor, at den let kommer over hovedet på borgmesteren; men det er dronning Margrethes fortjeneste, fordi hun også har haft kvindelige borgmestre i tankerne og ved, at et stort hår kræver at kæden kan åbnes.
LV