Den gule recept går i sort

medicinDer følger ikke længere en gul recept med ønsket om god bedring, når man har været på et tiltrængt besøg hos sin læge.

For Lægemiddelstyrelsen har besluttet, at elektroniske recepter fremover skal ekspederes fra en central database i Lægemiddelstyrelsen. Og den ændrede metode for fremsendelse af recepter er netop ved at blive gennemført på landets mange apoteker.

I Farum tages den nye metode i brug på tirsdag den 16. januar og i Værløse på torsdag den 18. januar. Farum og Værløse Apoteker understreger at allerede registrerede recepter fra før disse datoer stadig kan bruges som hidtil på de respektive apoteker.

I første omgang betyder den nye receptmetode, at recepterne vil blive overført fra lægen til apoteket på en ny måde.

Fremover kan lægen enten sende recepten til en central database i lægemiddelstyrelsen eller direkte til det enkelte apotek. Vælger lægen at sende recepten direkte til den centrale database, kan kunden fra starten gå på hvilket som helst apotek og hente medicinen.

Sender lægen derimod recepten til et specifikt apotek, så skal kunden gå på det pågældende apotek første gang medicinen skal hentes. Er der tale om en flergangsrecept, så vil den efter første ekspedition på pågældende apotek blive lagret i den centrale database og kunden vi fremover kunne hente medicinen på hvilket som helst apotek.

I begge de skitserede tilfælde får kunden udleveret en receptkvittering, som hvis den medbringes vil lette ekspeditionen ved fremtidige medicinudleveringer.

Lægen vil dog i særlige tilfælde stadig kunne udskrive en traditionel papirrecept, men de vil som hovedregel blive elektroniske.

Da overgangen til den nye metode handler om it-systemer og nye arbejdsgange kan det volde lidt problemer i starten.

"Den nye metode til at fremsende recepter på kan give nogle opstartsproblemer i den nærmeste fremtid. Derfor beklager vi på forhånd eventuelle problemer i opstartsfasen, og appellerer samtidig vores kunder til at have lidt ekstra tålmodighed," siger souschef Vivi Nielsen fra Farum Apotek.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...