Danmarks Naturfredningsforening i Slangerup.
Bent Christiansen
Der har været fremført mange relevante argumenter imod beslutningen om at lukke genbrugspladsen i Slangerup, og der vil sikkert også i fremtiden komme flere kommentarer til denne beslutning, der imidlertid er truffet i rimelig enighed i sammenlægningsudvalget.
Morten Skovgaard har peget på, at pladsen lå i et vådområde - det er en fejl, området er registreret som overdrev, men der er dog ikke langt til Slotsmosen. Mellem genbrugspladsen og Slotsmosen er kommunens jorddepot, og her kan der meget vel være jord, der er forurenet i en eller anden grad, men nok ikke mere end den forurening, der kan risikere at komme fra en genbrugsplads.
Vi i Danmarks Naturfredningsforening er glade for, at Morten Skovgaard har som mål at vi skal beskytte miljøet mod forurening, og vi skal gerne hjælpe med til dette, hvor det er muligt.
At vi fra Slangerup nu skal køre længere, hvis vi selv vil aflevere affaldet, er der jo ikke så meget at gøre ved nu beslutningen er truffet. Dette vil måske medføre, at flere borgere vil tilslutte sig kommunens ordning med afhentning af storskrald et antal gange om året. Man kan så have det rimelige ønske, at kommunen i fremtiden vil arbejde for løsning, hvor en betydelig del af haveejerne vil komposterer deres haveaffald. Dette kunne som en løsning være uddeling af gratis kompostbeholdere til alle, der vil beholde haveaffaldet hjemme og dermed undgår at belaste genbrugspladserne og den efterfølgende håndtering samt reducere trafik- og miljøbelastningen.
Der har været argumenter fremme om, at visse borgere i stedet vil begynde at smide mere affald lags veje og på rastepladser - men det tror vi dog ikke på. Der er for mange mennesker i vores naturskønne del af landet, der ønsker at bevare naturen, men man kan jo aldrig gardere sig mod de "gæster", der kunne finde på at smide drikkekartoner og slikpapir på gader og stræder.
Der er blevet annonceret nye og længere åbningstider for genbrugspladsen, men det er bare særdeles ærgerligt, at disse åbningstider ikke er brugervenlige. Man kan kun håbe på, at det på et tidspunkt går op for beslutningstagerne, at hensynet til borgerne skal veje lidt tungere.
Måske kan vi reducere kørselsbehovet ved at sælge skraldet via Internettet som omtalt af direktør for Teknik og Erhverv Ejvind Mortensen.
Den del af kunderne til den nye genbrugsplads på Strandvangen, der tidligere har benyttet genbrugspladsen i Slangerup har nu fået betydeligt længere at køre - svarende til en forøgelse af ressourceforbruget vedrørende tid, penge og miljø - kunne passende blive delvist kompenseret ved, at der etableres forbrugervenlige åbningstider, og det vil sikkert også glæde den resterende del af borgerne i kommunen.