De lægger ud med livsvisdom

Brorfelde
 Anja Desiree og Hanne Steinicke har startet Kastaniehøj Forlag i Brorfelde. Første bog hedder "Kald mig Fishmael" og er allerede udsendt. Nummer to og tre er på vej.

Brorfelde
Anja Desiree og Hanne Steinicke har startet Kastaniehøj Forlag i Brorfelde. Første bog hedder "Kald mig Fishmael" og er allerede udsendt. Nummer to og tre er på vej.

En lille bog om livsvisdom er den første fra det helt nye forlag i Brorfelde. Den er på knap 150 sider og hedder "Kald mig Fish-mael" og blev udsendt tidligere i december. Bog nummer to er undervejs - og det er nummer tre, fire, fem og seks også. Efter at have taget tilløb i flere år, er Anja Desiree Lykkeberg fra Brorfelde og Hanne Steinicke fra Charlottenlund nemlig i fuld gang med det fælles projekt, Kastaniehøj Forlag.

Anja Desiree Lykkeberg, 35 år, og Hanne Steinicke, 53 år, har arbejdet sammen i flere år. De kender hinanden fra tiden, da Anja Desiree Lykkeberg var redaktør på henholdsvis Aschehoug og Borgens Forlag og Hanne Steinicke oversatte bøger fra primært engelsk, men også norsk, svensk og tysk.

En fælles begejstring for Jay Nussbaums "Kald mig Fishmael" var det, der for alvor satte dem i gang med at realisere planerne om at lave eget forlag.

- I 2003 læste vi begge to "Kald mig Fishmael", fortæller Anja Desiree Lykkeberg. I første omgang læste jeg den, og så sendte jeg den til Hanne. Hun blev lige så begejstret. Det var noget af det bedste inden for dén genre, vi havde læst, og jeg troede, det ville være en formalitet at få den udgivet i Danmark. Det er sådan en livsvisdomsbog, fabelagtig. Men man troede ikke på historien om en fisk, så den blev ikke antaget.

- Af en eller anden grund er den bog blevet ved med at vende tilbage i mine tanker. I foråret ringede jeg så til Hanne, og spurgte hende, om hun ville oversætte bogen på forventet efterbetaling, hvis jeg nu kunne få rettighederne til den på dansk. Hun reagerede prompte.

- Det ville jeg i hvert fald gerne, siger Hanne Steini-cke. Jeg havde selv lige gået og tænkt på den og ville gerne være med til at skyde penge i projektet.

Der fra tog det fart.

- "Kald mig Fishmael" er en lille, kort bog med nogle meget klare pointer. Den har humor og varme. Man føler virkelig med de fisk, den handler om, siger de to.

- I begyndelsen var det nok mest mig, der holdt tilbage. Jeg ville gerne se, hvordan vi klarede os med den første bog. Men det var simpelthen så sjovt, og så fik vi altså lavet forlaget, siger Anja Desiree.

- Hellere forsøge nu end sidde om 20 år og ærgre sig over, at vi ikke greb chancen, siger de to bag Kastaniehøj Forlag.

- Vi er jo nye. Boghandlerne og læserne kender os ikke, så vi har brugt lidt ekstra tid på at sende den ud til personer, der kunne komme med nogle udtalelser, vi kunne trykke bag på bogen. Vi var nødt til at gribe det lidt alternativt an.

Så "Kald mig Fishmael" får gode ord med på vejen af Gitte Seeberg, Monique og Christian Borup.

Nye fiskenavnepå dansk ...

- Jeg elsker den bog, fordi den ikke fortæller, hvad der er rigtig eller forkert, men at vi alle skal finde ind til det, der har allermest værdi for os her især, skriver Gitte Seeberg for eksempel.

En udløber af udgivelsen af "Kald mig Fishmael" er i øvrigt, at der er kommet otte nye, officielle fiskenavne til i det danske sprog. Da det stod klart, at nogle af fiskenavnene i bogen ikke ekisterede på dansk, sprang Danmarks Akvarium til og kom op med blandt andet pigstrubet dragefinnefisk, stangfinnekutling, steindachners gryntefisk, stribet kæbefisk og bleg kutling!

Næste bog, der kommer fra Kastaniehøj Forlag, bliver Selden Edwards "The Little Book".

- Med Selden Edwards har vi fået en rigtig bestseller-forfatter, siger Anja Desiree Lykkeberg og Hanne Steinicke.

julle@nordvest.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...