OP OG NED Hvis der på et tidspunkt kommer en ny rutchebane på Bakken, er der efterhånden en alvorlig fare for, at spændingen ved selve turen i forlystelsen kommer til at blegne ved siden af diskussionen om hvorvidt den skal bygges eller ej.
Der er således stadigvæk en hel del uenighed om, hvorvidt der skal gives endnu en dispensation til bygningen af "Dark Ride", som rutchebanen kommer til at hedde.
Som tidligere beskrevet i Det Grønne Område, tog sagen et par uventede drejninger op til jul. Først besluttede en enig kommunalbestyrelse at udsætte afgørelsen om, hvorvidt der skal gives en byggetilladelse, men kort efter gav forvaltningen og borgmester Rolf Aagaard-Svendsen (K) en såkaldt grave- og støbetilladelse til teltholderen, der står for byggeriet. Tilladelsen betyder, at byggeriet så småt kan gå i gang, men dog med den betingelse, at det kan stoppes igen, hvis kommunen beslutter ikke at give den endelige byggetilladelse.
Flere politikere i Lyngby-Taarbæk udtrykker dog nu utilfredshed med den måde sagen blev håndteret på i juledagene.
Venstres Søren P. Rasmussen er således ikke nødvendigvis uenig med beslutningen, men i høj grad med den måde den blev taget på.
"Et langt stykke hen ad vejen kan jeg godt følge argumenterne for støbetilladelsen, men rent politisk mener jeg, at det har været et meget uheldigt forløb," siger Søren P. Rasmussen, som mener, at der har været for lidt tid for politikerne til at sætte sig ind i sagen.
"Jeg kan godt forstå, at de gerne vil i gang på Bakken, men vi må sørge for at hver en sten bliver vendt," siger han.
Heller ikke SF's Niels D. Lund er specielt begejstret for, at grave- og støbetilladelsen blev givet på den måde det skete på.
"Det er vel noget utraditionelt, at der bliver truffet sådan en beslutningen uden at involvere resten af kommunalbestyrelsen. Og jeg synes i hvert fald nok, at det var politisk usmart, når der nu var politisk enighed om at udsætte sagen," siger Niels D. Lund, der samtidig stadig er imod, at der bliver givet endnu en dispensation (og dermed en byggetilladelse) til rutchebanen.
Og om der bliver givet en endelige byggetilladelse kan blive afgjort tidligere end først planlagt.
Teltholderen har således henvendt sig til kommunen for at få fremrykket de møder, hvor beslutningen skal tages - møder der egentlig er planlagt til at lægge sidst i januar. Og det ser ud til, at kommunen er lydhør over for den bøn, der er blevet fremført, fordi teltholderen allerede nu er under et alvorligt tidspres for at få rutchebanen færdig til tiden.
Borgmester Rolf Aagaard-Svendsen er i hvert fald positiv over for at holde møderne tidligere.
"Der er mange hensyn at tage i denne sag. Også til Bakken som helhed, der vil være dårligt tjent med, at der ligger en byggeplads midt i det hele efter åbningnen," siger Rolf Aagaard-Svendsen, der også henviser til dette hensyn i forbindelse med beslutningen om at give grave- og støbetilladelse så hurtigt.
"Det havde nok været bedre, hvis alle politikere var blevet involveret i beslutningen, men det handlede også om, at beslutningen skulle træffes lige op til jul," siger han.
Både Socialdemokratiet og de radikale bakker op om beslutningen om at fremskynde møderne og dermed beslutningen om byggetilladelsen.
Ifølge Simon Pihl Sørensen (S) handler det om at få taget en både hurtig og gennemtænkt beslutning.
"Ved at rykke møderne frem, kan man både fremme processen til fordel for Bakken, samtidig med, at man får en grundig debat om hele sagen," siger han.
Formanden for miljøudvalget, Henrik Brade Johansen (R), har allerede taget initiativ til at få fremrykket mødet i sit udvalg til onsdag i næste uge. Men han fastslår, at det samtidig kræver, at der bliver undersøgt en række forhold inden mødet.
"Vi skal have afdækket støjgenerne og vi skal finde ud af, om en eventuelt afgørelse kan ankes til Naturklagenævnet. Vi vil kort sagt være sikre på, at vi får undersøgt alt denne gang, for vi helst ikke se denne sag komme tilbage på vores bord endnu engang," siger Henrik Brade Johansen.