I over 30 år har den 82-årige Birthe Enggod tilbragt hver eneste sommer i sit sommerhus på Klintvej i Nyrup. Det sidste par år er der imidlertid blevet længere og længere mellem besøgene, for det er ikke længere den fornøjelse, som det engang var, at opholde sig i den 82-årige kvindes sommerbolig.
Flere træer i sommerhusets have er gået ud og står tilbage som rådnende stubbe. Og råddenskaben har bredt sig til sommerhuset, der er alvorligt angrebet af fugt. Alt sammen skyldes det en stor sø af vand, der har samlet sig op ad huset. Vand, som Birthe Enggod er overbevist om, stammer fra naboens septiktank.
- Det har været et problem det sidste par år, men det var først i foråret 2007, at det blev helt uudholdeligt, siger Birthe Enggod ulykkeligt, mens hun forsigtigt tripper gennem søen.
Ingen lyttede til Birthes klager
Birthe Enggod har flere gange klaget sin nød til Odsherred Kommune, men hver gang har hun oplevet, at hendes klager er faldet for for døve ører.
- På et tidspunkt besøgte kommunen mine naboer og indkaldte til et møde. Jeg blev bare aldrig inviteret med, fortæller den 82-årige.
Birthe Enggod er alene og har ingen nær familie. Derfor har hun selv skullet kæmpe for sit sommerhus, hvilket den 82-årige kvinde havde svært ved at overkomme. I et sidste desperat forsøg på at redde sit sommerhus, har hun dog taget kontakt til Slagelse Kloakservice, der skal forsøge at finde ud af, hvor vandet stammer fra.
Kloakmester Willy Jensen har selvtilliden i orden, da han ankommer til sommerhuset med en slamsuger.
- Det tager 10 minutter, så skal vi nok få det klaret, forsikrer han den bekymrede Birthe Enggod.
10 minutter senere har slamsugeren da også rigtig nok suget søen op ad sommerhuset tom, men selv for det utrænede øje er det tydeligt, at det kun giver en stakket frist. Vandet kommer stadig løbende til sommerhuset i en lind strøm.
Et større stykke detektivarbejde
I stedet går kloakmesteren og hans medarbejder nu i gang med et større stykke detektivarbejde. Den hovedmistænkte er den ene nabos septiktank.
- De andre naboers kloakering er ifølge vores oplysninger lavet for relativt nylig af en autoriseret kloakmester, men oppe ved gården der, skulle tanken være af ældre dato, siger Willy Jensen, der fortsætter:
- Nu pumper vi et par tons vand igennem den, og så finder vi snart ud af, om det er derfra, det kommer.
Først sker der ingenting, og det er lige før, tvivlen begynder at melde sig, hos Birthe Enggård, der står og tripper usikkert bag kloakfolkene. Men så begynder en kraftig stank af kloak pludseligt at brede sig. Et par hurtige spadestik i jorden, og det er tydeligt, at vandet kommer strømmende ind fra nabogrunden.
- Vores teori er, at vandet løber fra septiktanken gennem et gammelt markdræn. Drænet løber lige forbi Birthe Enggods grund, og det er på den måde, det ender på grunden, forklarer kloakmesteren.
Birthe Enggod slipper således ikke for at have sin sø ved sommerhuset denne dag. Allerede en time senere er vandet allerede tydeligt begyndt at stige igen. Men hun har nu fået klarhed over, hvor vandet kommer fra, og kan med Willy Jensens rapport i ryggen igen tage kontakt til Odsherred Kommune, der forhåbentlig vil tage hende mere seriøst i denne omgang.
Sascha Boserup, der er driftsleder i plan, projekt og anlæg hos Odsherred Kommune har undersøgt sagen nærmere for Venstrebladet.
- Jeg kan se i sagsforløbet, at vi været derude i flere omgange i 2007, efter at borgeren kontaktede os. Vi opsøgte den pågældende nabo, der oplyste os om, at vandet løb ned i en septiktank. Vores mand på stedet vurderede, at det vand, der stod op ad huset, var overfladevand, der stammede fra de kraftige regnskyl, der havde været i foråret det år, fortæller hun.
- Vi foretog ikke nogen undersøgelser på det tidspunkt. Som udgangspunkt er kommunen ikke forpligtet til at undersøge sagen nærmere, når der ikke er nogen synlige tegn på, at det er kloakvand, fortsætter hun.
tr@nordvest.dk