Sorte fugle kredser over markerne, og mørke skygger glider over solen, der ligger så lavt, at den næsten ruller som en ildkugle hen ad landevejen, da min chauffør, Charles, og jeg triller ind på Dragsholm Slots parkeringsplads.
"Pas på tyve", står der på et skilt. Vinden basker selv bildørene i, og hælene smutter på de toppede brosten. Vi er nu på vej ind i en 800 år gammel historie - ind til Jarlen af Bothwells befæstede borg: Dragsholm Slot.
Venstrebladet skal ud og møde Den Grå Dame. Hun bor sammen med Den Hvide Dame. Gæster har set dem som hvide klatter på fotografier. Der er blevet skrevet mange artikler om spøgelser herude, men nu skriver vi den altså én gang til, for der er kommet kød på.
Der har været professionelle spøgelsesjægere forbi fra USA. Det er den amerikanske satellitkanal Sci-Fi Channel, der er taget hele vejen til Danmark for at lave et afsnit af "Ghosthunters". Vi måtte ikke møde dem, de amerikanske mediefolk, de ville ikke være i andre mediers søgelys. Det her er en noget lyssky affære, og lige ved receptionen sidder tre forretningsmænd og drikker drinks, før de skal drikke videre over maden i restauranten, der har fået uhyggeligt mange gastronomiske stjerner.
Thomas Kjelfred, vicedirektøren på Dragsholm Slot, træder ind i sit grå jakkesæt. Han undertrykker diskret en gaben med venstre hånd. Det lyse hår er kæmmet ud i en sideskilning, og det stramt bundne slips hænger som en snorlige, sort streg ned over skjorten, så han nærmest bliver delt i to.
Han åbner ind til kirken.
- Det er det eneste sted, de amerikanske Ghosthunters ikke har fotograferet. Måske havde de for stor respekt for kristendommen, siger han.
Antydningen af et lille smil huserer ved hans mundvig. Vi går på tykke tæpper op ad trapperne. Jeg kan mærke noget iagttage os. Det er manden på maleriet, hans røde halsklud gør mig utryg. Jeg bryder mig heller ikke om den lille tæppetisserhund, der følger mig med øjnene fra sin guldramme, lige når man kommer ind i baronens arbejdsværelse. Skrivemaskinen står, så man kan holde øje med fremmede sjæle, der hjemsøger slottet. Vi går ind i Jagtstuen. På væggene hænger skind fra døde dyr. Fugle står udstoppede bag glasmontrer. Jeg har svært ved at trække vejret. Men Thomas Kjelfred tror ikke på spøgelser.
- Amerikanerne havde et såkaldt para-normalt team, som de kaldte den gruppe, der skulle analysere optagelserne bagefter. De må da tro på spøgelser. Men vi måtte ikke få lov til at se, hvad de havde filmet. Der går muligvis et år, inden det bliver vist. Det er vel meget normalt, siger Kjelfred.
Amerikanerne havde hørt hviskelyde herinde fra Jagtstuen. Nogen/noget har også banket på deres mikrofon.
(Klik på linket i "Læs mere" øverst til højre for at læse næste kapitel.)
gl@nordvest.dk
