Sådan er kriminaliteten lige nu i Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup: Der er sket et fald på 23,5 procent i antallet af anmeldelser af kriminalitet i Høje-Taastrup Kommune fra 2019 til 2021.

Det viser tal fra Høje-Taastrup Kommune, som er trukket fra Danmarks Statistik. Tallene fra 2021 er dog ikke endelige og bygger på en prognose.

Samtidig viser tal fra Vestegnens Politi, at også ungdomskriminaliteten i Høje-Taastrup Kommune er faldet. Fra 2019 til 2020 er der sket et fald i antallet af sager med unge på mellem 0 og 17 år på 16,4 procent. I antallet af sigtede personer er tallet faldet med 19,3 procent.

Hos lokalpolitiet i Høje-Taastrup, sætter politikommissær Henrik Schou, der er leder af lokalpolitiet, lidt ord på, hvordan han oplever, det ser ud lige nu.

– Lige nu og det sidste lange stykke tid har der været ganske roligt. Det, vi er mest optaget af, er de unge, der hænger ud rundt omkring i kommunen. Altså de unge, der har en mere gadeorienteret livsstil. Det kan give utryghed og skabe irritation hos borgere. Men vi samarbejder med både kommunen og også med DSB og SevenEleven på Høje Taastrup Station, hvor der blandt andet har været udfordringer gennem tiden. Så hvis de ser eller hører noget, så kan de sige det til os og vi kan tage fat i det, siger Henrik Schou.

Subjektiv følelse

Trods de faldende kriminalitetsstatistikker, så kan der godt være utryghed hos borgerne, men det tager lokalpolitiet gerne fat i og taler om.

– Utryghed er en subjektiv følelse, og derfor vil vi gerne tale om, hvad borgerne føler, og så kan vi rådgive dem om, hvordan de skal håndtere det. Nogle gange kan vi være med til at mane rygter til jorden ved at tage dialogen med borgerne. Der er heldigvis mange, der er trygge, og som synes, at Høje-Taastrup Kommune er et dejligt sted at bo, forklarer Henrik Schou.

Foto: Jens Wollesen
Foto: Foto Jens Wollesen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...