Lyngby Boldklub fejrer 25 året for dansk mesterskab

FODBOLD Søndag 6. november 1983 er én af de største dage i Lyngby Boldklubs nu 87-årige historie. Foran 6.000 tilskuere på Lyngby Stadion kunne Lyngby Boldklub med en 3-0 sejr over Esbjerg fB i næstsidste spillerunde kalde sig danske mestre for første gang, hvilket for alvor satte Lyngby på fodboldens landkort.

Torsdag 6. november 2008 kunne klubben derfor fejre 25-års jubilæum med det første ud af to danmarksmesterskaber. Mesterskabet gjorde klubben til den blot 13. klub i historien, der kunne kalde sig danmarksmestre, men siden er fem klubber også lykkedes med at sætte sig øverst på tronen, hvorfor Lyngby Boldklub nu er medlem af et fornemt selskab på 18 DM-klubber.Samtlige 21 spillere i truppen fik spilletid i sæsonen, hvor det udover mesterskabet også blev til "lige ved og næsten" i pokalturneringen, hvor OB over to kampe blev endestationen.

John Larsen, Michael Schäfer og Michael Spangsborg spillede alle 30 kampe i turneringen, men John Larsen optrådte som den eneste i alle 2.700 minutter i turneringen.

Søndag 6. november handlede om næstsidste spillerunde. Lyngby kunne med en sejr sikre sig guldet, hvis OB, der var forsvarende mestre, samtidig mistede point. Lyngby vandt og OB tabte, så dermed kunne over 6.000 tilskuere på Lyngby Stadion indtage grønsværen og fejre guldet.

Selvom der fortsat manglede en spillerunde, så havde DBU medbragt både pokal og medaljer til spillerne, og derfor var der medaljeoverrækkelse efter kampen og de euforiske jubelscener.Sidste spillerunde blev afviklet søndag 13. november, og her skulle holdet en tur til Herning der skulle vinde over Lyngby for at sikre sig forbliven i 1. division. Måske var champagnen fortsat i kroppen på Lyngby-spillerne, for Herning vandt 1-0 på et tidligt mål, men det satte ikke skår i glæden hos Lyngbys spillere, ledere og medrejsende tilskuere, der vel hjemme i Lyngby fortsatte med festlighederne.

Lyngby sluttede med 40 point efter 30 kampe og en målscore på 63-33. OB fik sølv to point efter, mens AGF tog sig af bronzemedaljerne med tre point op.

Fodboldfotografen, Per Kjærbye, som allerede for 25 år siden var tæt knyttet til Lyngby Boldklub og uden sammenligning er den fotograf, som har taget flest billeder på Lyngby Stadion og fortsat gør det, nu sammen med sønnen, Anders, gik i sit fotoarkiv og fandt en stribe billeder fra den mindeværdige søndag. Det er nogle af de billeder, hvoraf de fleste var sorthvide, som illustrerer denne artikel om en af de største sportsbegivenheder i lokalområdet.

I Lyngbys danmarksmestertrup finder vi en række store navne, som var med ikke alene til at præge fodbolden i Lyngby, men også på landsbasis var blandt de helt store navne i danske fodbold. Enestående for klublivet i Kgs. Lyngby er, at en lang række af dem har bevaret tilknytningen til klubben.

Det gælder også manden, der på ledersiden løftede klubben ind i professionel fodbold, Hans Bjerg Petersen, som på den tid styrede pengene og kontrakterne som formand i klubben. I dag går der ikke en hjemmekamp, hvor Hans Bjerg ikke er at finde på sin faste plads på sponsortribunen, hvor han med sine kontante kommentarer udstråler sit fortsatte engagement i klubbens bedste hold.

Tag bare den nuværende trænerbænk. De to assistenttrænere, Bent Christensen og Dennis Foss Nielsen, var begge med i DM-truppen, begge som helt unge talenter. Cheftræner Henrik Larsen var ikke med. Han var for ung. Til gengæld spillede han en fremtrædende rolle, da Lyngby vandt sit andet DM i 1992.

Anfører dengang var Michael Schäfer, en af klubbens største navne gennem tiderne. Han er nu lærer på Virum Skole og assistenttræner hos lokalrivalerne, AB, hvor et andet stort Lyngby-navn, Flemming Christensen, som også var DM-truppen, er cheftræner.

John Larsen, som spillede samtlige minutter i sæsonen, er i dag ejendomsmægler i Hornbæk. Den solide back, Peter Packness, er spillende chef på klubbens berømte veteranhold, hvor man også fra tid til anden kan møde en af DM-sæsonens helt store, unge profiler, John Helt, som spillede 22 af den sæsons kampe og scorede et af sine sjældne mål. (Og i øvrigt kom på sæsonens hold). Højdemæssigt var John Helt den bedste rækkes mindste spiller. Holdkammeraten, Lars Sørensen, var den højeste.

Og her er så resten af heltene fra 1983. De var:

Tom Olczyk, som i mange år har drevet sin klinik med zoneterapi på Lyngby Hovedgade, Tom Vilmar, målsluger, Max Petersen, pålideligheden selv, Michael Lyng, som scorede 13 mål i mesterskabssæsonen, Henrik Christensen, målmanden, som blev verdensberømt for et selvmål, Klaus Jensen, Poul Hansen, Verner Eriksen, Jan Geelmuyden og en ung Thomas Larsen, som siden blev en af holdets støttespillere, som i mange år har drevet tagfirma fra Bondebyen, og som er far til et af Lyngby Boldklubs store talenter, Emil Larsen.

Der var også en far til et af de helt store talenter, som i dag er etableret, nemlig Kim Aabech. Hans stærkt målscorende far, Hans, var i DM-sæsonen en del af Lyngbys hold.

Lyngby Boldklubs hjemmeside Lyngby-Boldklub. dk sætter i denne tid fokus på det danske mesterskab og de mennesker, der var til at skabe triumfen, ikke mindst selvfølgelig den legendariske træner, Jørgen Hvidemose. Det er klubbens dygtige hjemmeside-redaktør med med meget mere, Jakob Jermiin, som med en række artikler øser af sin store viden om den klub, han er en vigtig del af.

Det kan kun anbefales nostalgikere at læse Jakobs jubilæumsartikler - og i øvrigt også i det hele taget læse hans mange artikler om klubben her og nu.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...