Administration æder uddannelser

Holbæk
 Borgmester Jørn Sørensen (R) har kigget 2007-regnskaberne for CVU Sjælland og CVU Syd efter i sømmene i kølvandet på UCSJ's beslutning om at udfase Holbæk Seminarium. Resultatet kom bag på holbækkeren.

Holbæk
Borgmester Jørn Sørensen (R) har kigget 2007-regnskaberne for CVU Sjælland og CVU Syd efter i sømmene i kølvandet på UCSJ's beslutning om at udfase Holbæk Seminarium. Resultatet kom bag på holbækkeren.

Central administration dræner uddannelser.

Dén konklusion er Holbæks borgmester, Jørn Sørensen (R), nået frem til efter at have gennemgået de seneste regnskaber for CVU Sjælland og CVU Syd.

De to uddannelsessteder i Region Sjælland havde, ifølge borgmesteren, et underskud i 2007 på i alt godt 21 millioner kroner.

- Men ser man på uddannelserne, var der samlet set et overskud på 4,3 millioner kroner i CVU Sjælland. Det er administrationen, der giver underskud, siger Jørn Sørensen, der var overrasket over resultatet.

- Det overraskede mig, at der var tale om et så stort beløb. Det er hele den enorme centrale ledelsesdel, der koster. Det er ikke uddannelserne, siger Jørn Sørensen.

En lille krop med et kæmpestort hoved

Borgmesteren langer samtidig ud efter Jens Stenbæks udtalelser i Venstrebladet onsdag.

Her udtalte Holbæks 1. viceborgmester, Jens Stenbæk (V), der også er medlem af bestyrelsen for University College Sjælland, at der var tale om en »nødvendig beslutning«, da bestyrelsen besluttede at udfase læreruddannelsen i Holbæk.

- Det ender med, vi får et kæmpe hoved til en lille krop, siger Jørn Sørensen.

Hos University College Sjælland afviser bestyrelsesformand Hans Stige at kommentere kritikken.

- Jeg har ikke så meget at sige til det, for jeg sidder ikke med regnskaberne foran mig. Jeg ved godt, jeg har et ansvar som bestyrelsesformand, men jeg må henvise dig til administrationschefen, der sidder med tallene. Jeg synes, du skal undersøge, hvad administrationsomkostningerne rent faktisk dækker, siger Hans Stige.

mgf@nordvest.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...