Eskil Vagn Olsen har en plan. Men den vender vi tilbage til. For han kan ikke skjule det - Holbæk Museums nye chef, Eskil Vagn Olsen, er kisteglad for at være tilbage på museet i Holbæk, efter en halv års afstikker som chef for Museum Amager.
I april forlod Eskil Vagn Olsen jobbet som inspektør på Holbæk Museum for at tiltræde som chef for Museum Amager. Men da museumschef Lene Floris søgte og fik nye græsgange på Nationalmuseet, headhuntede bestyrelsen på museet i Holbæk Eskil Vagn Olsen og bad ham vende tilbage som chef for Holbæk Museum. Og her er han nu med egne ord "frygtelig glad" for at være tilbage, selvom rollen som chef for museet indebærer andre funktioner end jobbet som inspektør.
- Men jeg har allerede lært meget om det at være chef i det halve år på Museum Amager og har fået nogle erfaringer, som jeg har taget med mig, både i forhold til budget og museumsvurdering - og så oplevede jeg jo, at Dragør Kommune årligt giver 200 kroner pr. indbygger til museet der, mens Holbæk Museum kun får 43 kroner pr. indbygger årligt, siger Eskil Vagn Olsen og fortsætter:
- Men nu skal jeg lige lande her, og i starten vil jeg ikke ændre på en hel masse, men vil kikke på strukturen og arbejdsgangene på museet. Men det skal foregå i et tempo, så alle kan nå at følge med.
Samarbejde med andre museer om fælles opgaver
Det betyder dog ikke, at han ikke har tænkt tanker om den udvikling, som er så vigtig for et museum i dag, og på langt sigt er det planer om samarbejde med andre museer i regionen, der banker på.
- Holbæk ligger interessant i forbindelse med samarbejde med museer i omegnen,. Det villle betyde, at vi kunne løfte store opgaver i fællesskab. Hvis vi skal udvikle os på sigt, så er det simpelthen en nødvendighed. En af grundene til, at jeg gerne ville tilbage til Holbæk, var netop, at Holbæk ligger centralt for en masse samarbejder, og at det kan blive spændende at løfte nogle opgaver sammen, siger museumschefen.
Det kunne være et samarbejde om udstillinger i større eller mindre målestok som den store spaniolerudstilling "Da Spaniolerne kom - et kulturmøde i 1808", der åbnede i Holbæk i februar, og som Holbæk Museum stod som arrangør af i samarbejde med Museet på Koldinghus samt Langelands og Roskilde Museer. Og spanierne har vist stor interesse, så netop nu, fortæller Eskil Vagn Olsen, er der faktisk forhandlinger i gang om at vise udstillingen i Spanien.
Nytænkning af Søren Mays Gård
Og så kikker den nye museumschef frem mod museets 100 års jubilæum i 2010. Stuerne i Søren Mays Gård skal nytænkes, og Eslkil Vagn Olsen håber, at renoveringen af Søren Mays Gård til den tid er så langt, at hele Holbæks historie kan blive fortalt i stuerne, og i forskellige tempi kan tage arkæologien med og starte fra de ældste tider og frem.
Men ellers er de mest aktuelle opgaver for den nye museumschef budgetlægningen og at få ansat en ny inspektør for nyere tid, en stilling, som har stået ledig, siden Eskil Vagn Olsen forlod museet i april. Samtidig er der den store renovering af de fredede bygninger, som skal udføres for donationen på 5,8 mio. kr. fra A.P. Møllers Fond.
Så er der de planlagte udstillinger i 2009, og ikke mindst arbejdet med at omdanne Marius Pedersens hus på Bakkekammen 45 til videns- og museumscenter. Her har Eskil Vagn Olsen allerede haft de første møder med arkitekterne, men på grund af de mange opgaver, der skal løftes, så regner museumschefen ikke med, at huset når at åbne i april 2009, som det ellers var planlagt.
På Holbæk Museum er der reception for den nye museumschef for samarbejdspartnere, kolleger, frivillige og venner af museet fredag den 7. november kl. 15-17.
mpo@nordvest.dk
