Historien om blomsten og bien

Af Peter Martinussen, gartner og planteskoleejer

En blomsts fornemmeste opgave er at se så smuk ud, at den tiltrækker insekter og bier.

Når blomsten får besøg af bien, har bien pollen med fra andre blomster, så blomsten befrugtes, og der dannes frø. Frø er den lille nye plante i fostertilstand. Når en blomst er bestøvet visner den hurtigt. Frøet skal nu i dvale.

Og hvad kommer det så mig ved, spørger I nok. Men det kan det jo godt komme til, hvis det er sådan at I skal vælge lyng til krukkerne her om efteråret. Efterårslyng er nogle fantastiske, dejlige planter med nogle af årets sidste stærke farver. De er specielt designet til at lokke de sidste bier til her om efteråret, fra slutningen af august til slutningen af september.

Og så er det, at man kan købe lynghonning fra bistader ved den jyske hede.

Men lyngen har også travlt med at visne, når den er bestøvet, for at danne frø. Derfor er holdbarheden på almindelig blomstrende efterårslyng ikke så stor, måske kun tre uger.

En tysker, ved navn Cramer fandt en efterårslyng hvor blomsten aldrig sprang ud, derfor ikke blev befrugtet, og derfor ikke visner.

Han fandt ud af at disse lyng holdt farven meget længere end de almindelige, og at de var lige så hårdføre. Nu er der lavet en masse forskellige typer, der alle sælges under betegnelsen 'Garden Girls'.

Kik efter dem når du vælger lyng til krukkerne. De holder mange gange helt frem til jul. Efter min mening den bedste lyng, der findes. Masser af farve i lang tid.

Men hvad så med bien og lynghonningen, er der nok nogle, der vil spørge. Hvad skal de stakkels dyr nu leve af? Tja, lad os håbe, at der stadig vil være store hedeområder i Jylland, samt på nordkysten af Sjælland, hvor man kan se den rigtige hedelyng, efterårslyng, se vild revling, tyttebær og blåbær og hvor man kan opleve vilde danske krondyr.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...