Materialegården får bedre forhold

STENLØSE: Medarbejderne på Materialegården på Dam Holme i Stenløse har det seneste år haft svære arbejdsvilkår med manglende plads, men nu er det slut med en container-tilværelse.

Torsdag eftermiddag kunne borgmester Svend Kjærgaard Jensen nemlig klippe snoren over som bevis på indvielsen af Materialegårdens nye flotte tilbygning, hvor omklædningsrum, administrationslokaler, kantine og badeforhold bliver en del af forholdene.

- I kommer til at råde over nogle bedre rammer, og hele tilbygningen vil være med til at gøre Materialegården til en enhed. Byggeriet har stået på længe, og medarbejderne har været meget igennem, så jeg håber i bliver glad for de nye rammer. Det er i hvert fald et fint byggeri, som har holdt tidsplanen og budgettet, sagde borgmesteren, inden Willy Eliasen tog ordet på vegne af teknik- og miljøudvalget.

- Vi har set frem til det her i lang tid, for Materialegården har savnet sådan en tilbygning. Stationen i Smørum er som bekendt nedlagt. Nu bliver det her samlingsstedet, og på den måde får vi en masse kultur ud af det. Tillykke med tilbygningen, og jeg håber, at I får et godt sammenhold i de ny rammer.

Steen Gullaksen, leder af Materialegården, havde det store smil fremme under indvielsen, hvor han uddelte roser til personalet.

- Jeg vil gerne takke vores personale. De har vist vilje og stor tålmodighed i forbindelse med byggeriet, og gennem hele processen har de været kostet rundt. Vi har virkelig brug for denne plads, så det er uden tvivl en stor og dejlig dag for os, sagde Steen Gullaksen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...