Mindesten reddet på Knabstrup-initiativ

Skjoldenæsholm
 Knabstrup-ildsjælen Arne Steen Jensen har brugt flere år af sit liv på et danne en fond, der kan sørge for restaurering af mindesmærker for 2. verdenskrig. Fredag eftermiddag afslørede Folketingets formand, Thor Pedersen (V), det første restaurerede mindesmærke på Gyldenløves Høj i Skjoldenæsholm Skov på Midtsjælland.

Skjoldenæsholm
Knabstrup-ildsjælen Arne Steen Jensen har brugt flere år af sit liv på et danne en fond, der kan sørge for restaurering af mindesmærker for 2. verdenskrig. Fredag eftermiddag afslørede Folketingets formand, Thor Pedersen (V), det første restaurerede mindesmærke på Gyldenløves Høj i Skjoldenæsholm Skov på Midtsjælland.

- Det er en fantastisk dejlig følelse. Det er simpelthen en glædens dag, her hvor vi viser denne respekt for vores frihedskæmpere. Jeg mener jo, at det er deres fortjeneste, at vi i dag lever i verdens bedste land. Den danske modstandsbevægelses betydning kan simpelthen ikke overdrives.

For Arne Steen Jensen fra Knabstrup var det det den glædelige kulmination på flere års benarbejde, da han ved en kort, højtidelig ceremoni fredag eftermiddag på Gyldenløves Høj i Skjoldenæsholm Skov på Midtsjælland kunne lade Folketingets formand, Thor Pedersen (V), afsløre det smukt renoverede mindesmærke, som i sin tid er rejst til minde om fire frihedskæmpere, Erik Briand Clausen, Poul Kristiansen, Georg Brockhoff Qvistgaard og Holger Sønderup.

Arne Steen Jensens benarbejde består i, at han har taget initiativ til - og forestået - oprettelsen af fonden "2. Verdenskrigs Mindesmærker", der har til formål at skaffe midler til restaurering af mindesmærker fra anden verdenskrig. Stenen på Gyldenløves Høj er den første, som fonden har fået restaureret.

Modstandsbevægelsens fortjeneste

Fredagens afsløring, som foregik i let støvregn, havde samlet 25-30 personer, heriblandt repræsentanter fra Hjemmeværnet, medlemmer af fondsbestyrelsen, gamle modstandsfolk, den tidligere formand for Folketinget, Christian Mejdahl, samt den nuværende formand, Thor Pedersen, der skulle forestå den officielle afsløring af mindesmærket. Inden Thor Pedersen afslørede den restaurerede mindesten, rettede han en tak til fonden og initiativtagerne, idet han erklærede sig enig i Arne Steen Jensens vurdering af frihedskæmpernes betydning for Danmark:

- Det var alene modstandsbevægelsens fortjeneste, at Danmark med nød og næppe reddede æren og blev betragtet som en del af de allierede, da anden verdenskrig var slut, sagde Thor Pedersen.

Efter Folketingets formand havde fjernet det dannebrogsflag, som dækkede stenen, nedlagde to hjemmeværnsfolk en krans ved stenen, og det samme gjorde Arne Steen Jensen på vegne af "2. Verdenskrigs Mindesmærker".

Gunner Dyrberg og Thure Lindhardt deltog

Blandt deltagerne i det højtidelige arrangement var også det sidste nulevende medlem af modstandsgruppen Holger Danske, Gunner Dyrberg.

Han arbejdede dengang sammen med Flammen og Citronen - de to modstandsfolk, der blev hovedfigurer i den film om modstandsbevægelsen, som kom tidligere på året med Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen i hovedrollerne - og netop Thure Lindhardt havde også fundet vej til Gyldenløves Høj fredag eftermiddag.

Gunner Dyrberg var glad for restaureringsinitiativet:

- Det er udmærket, at der bliver gjort noget, så det bliver vedligeholdt, så man kan se, hvad tingene drejer sig om. Vi må ikke glemme den slags ting. Vi må prøve at lære noget af det, sagde den gamle modstandsmand.

Nu kan man tydeligt læse teksten

Mindestenen på Gyldenløves Høj er ved restaureringen blevet renset af, og teksten på den er blevet malet op, så man tydeligt kan læse, hvad der står.

Også de 21 granit-trappetrin til højen er blevet ordnet, og der er lagt en membran under stenen, så der ikke kan komme ukrudt op, og der er lagt sorte skærver på jorden, så stenen ikke bliver beskidt, når det regner.

Det er De Danske Stenhuggerier A/S, der har forestået renoveringen.

jep@nordvest.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...