Dina er Danmarks dygtigste redningshund

Af Thomas Jensen Foto: Finn Jørgensen

HUNDE Redningshunden Dina har et ekstra gear i forhold til andre redningshunde i Danmark. Det har den fire-årige tæve og belgiske hyrdehund af tervueren-racen netop bevist ved DM for redningshunde i Roskilde. Søren Schou begyndte at træne redningshunde i Frederikssund for 23 år siden og er bidt af arbejdet med redningshunde, som er en livsstil for ham. Dina er i sit es, når hun befinder sig i det kuperede øvelsesterræn på Ellehammervej, hvor Frederikssund Redningsberedskab Redningshunde har klubhus. Selv om Søren Schou har haft redningshunde i 23 år, må han indrømme, at Dina er i en klasse for sig.

"Hun er en ekstrem hurtig og arbejdsglad hund. Og så er hun ikke bare god på et særskilt område men på alle områder. Hvor jeg går er lidt smånervøs til en konkurrence, så bliver Dina bare endnu mere skarp. Hun fornemmer instiktivt, at nu gælder det," fortæller Søren Schou om Dina, mens hun løber glad rundt på øvelsesterrænnet.

Det er igennem leg, at Dina får stimuleret sine evner til for eksempel at finde folk, der ligger gemt under murbrokker eller lignende ting. Eftersøgning skulle ikke være Dinas favoritdisciplin, men ikke desto mindre går Dina direkte fra leg med en gul tenninsbold til 'blodig' alvor. En person har gemt sig i brønd uden vand, som er tildækket med træ, murbrokker og sten. Søren Schou sætter Dina i gang med at søge. Den belgiske hyrdehund løber direkte hen til 'gemmestedet' og finder manden. Ved siden af brønden står en anden mand, som Dina slet ikke ænser. "Hun tænker i dufte og ved instinktivt, at det er manden gemt væk under murbrokkerne, hun skal finde," fortæller Søren Schou, som yderligere kan fortælle, at der er en markant forskel på redningshunde og politihunde.

"En polithund er trænet til ikke at give slip på en person, mens en redningshund er trænet til det modsatte," forklarer Søren Schou, mens Dina er i gang med at lege med sine gule tennisbold, som figuranten Poul Andersen, havde med sig, da han gemte sig.

Det vigtigste for en redningshund er påpasselighed og sikkerhed, fordi det er meningen, den skal kunne klare sig i katastrofeområder. Redningshundene fra Frederikssund har blandt andet været med til redningsaktioner ved jordskælv i Tyrkiet og Iran. I nogle situationer har de også været med til at finde forsvundne personer i Frederikssund. På øvelsesterrænnet er der vipper, balancegynger, rør med indlagte forhindringer som dåser og forskellige andre ting. Her er Dina maksimalt udfordret, fordi det netop ikke gælder om at gøre det så hurtigt som muligt.

"Hun skal ikke bare komme op ad stigen så hurtigt som muligt. Nej, hvert enkelt trin skal betrædes ellers er der ikke maksimum-points," fortæller Poul Andersen, der var dommer på forhindringsbanen ved det nyligt afholdte DM, hvor Dina (også her) rendte med 1. pladsen.

Og igen viste Dina sit værd, når det gælder. Hurtigt var hun igennem banen på øvelsesterrænnet, og lod sig ikke distrahere af larmende dåser i et rør. Men helt perfekt var det ikke, fordi hun glemte at ramme et par af trinnene på en stige.

Søren Schou er lidt ærgerlig over, at der ikke er mere bud efter redningshundene i Danmark, som er trænet til at finde mennesker efter katastrofer. "Det er oplagt at bruge hundene til at finde mennesker efter terrorangreb eller gaseksplosioner. Der var to hunde med ved en gaseksplosion for et par år siden i København. Vi har også hjulpet politiet med en eftersøgning af en person fra plejehjemmet 'Tre Ege' i Jægerspris for nogle år siden," fortæller Søren Schou, der før har været med til 'Operation Jordskælv' på Bornholm.

"Det er en øvelse over flere dage, hvor man bliver delt op i to hold. De bedste kommer til Bornholm, hvor man bliver holdt vågen i 48 timer. Det gik rigtig godt, da jeg var med for tre år siden, hvor Dina kun var et år gammel. Tre ud af de syv, som gik hele vejen var fra Frederikssund," fortæller Søren Schou.

Selvom Søren Schou har oplevet stor succes med Dina, er det ikke konkurrenceelementet, der er det vigtigste for ham.

"Først og fremmest er vi her, fordi det er sjovt og hyggeligt. Vi er meget lige. Det er også årsagen til, at vi sætter de nye sammen med de garvede og ikke har begynderhold," fortæller Søren Schou, der selv er instruktør.

Frederikssund Redningsberedskabs Redningshunde deltog i weekenden fra den 7. - 9. september i DM for Redningshunde, der blev afholdt i Roskilde. Poul Erik Lange, som deltog med Panyoe, fik en 3. plads i spor. Der var deltagelse af 28 redningshunde fra hele Danmark. Frederikssund deltog med to hold, hvor hold 1 i den samlede bykonkurrence blev nr. 2 og hold 2 blev nr. 3 som årets redningshundeby. For Søren Schou var det et helt specielt DM. Søren Schou og Dina blev nummer 1 i spor, 1 i feltsøg, 1 i færdighedsbane, 1 i den udvidede konkurrence, 1 i den samlede konkurrence, 3 i eftersøgning, 3 i rundering og 3 som årets redningshund.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...