Jens Romundstad er danmarkskendt for sin deltagelse i den første udgave af reality-programmet Robinson Ekspeditionen i 1998 og som eventyreren og TV-personligheden ”Biker Jens”.
En kulørt fortid som står i stærk kontrast til Jens’ senere virke, som bestyrelsesmedlem og topleder i Coop, med ansvar for adskillige milliarder i omsætning og flere tusinde medarbejdere. Med HR-prisen og CSR-Æresprisen (Corporate Social Responsibility), der giver ret til at kalde sig “Danmarks Mest Socialt Ansvarlige Erhvervsleder”, har Jens sat en reel bæredygtig agenda og vist sin kunnen i krydsfeltet mellem mennesker og forretning.
Jens Romundstad er Danmarks måske skarpeste til at få bl.a. handicappede og socialt udsatte til at blive en succes på arbejdsmarkedet, med gevinst for både medarbejder, kolleger, virksomheden og samfundet.
Siden februar 2021 har Jens Romundstad været adm. direktør i solcellevirksomheden Solartag, en dansk virksomhed der leverer egenproducerede aktive tagløsninger med integrerede usynlige solceller.
Hvordan lykkes man med at skabe glæde og solstrålehistorier i en benhård forretningsverden? Og hvordan er Jens Romundstad lykkedes med at foretage så markante karrieremæssige skift?
Jens er den fødte fortæller og formår med ærlighed, humor og alvor at spidde tendenser i tiden og hive det ofte højtflyvende visions- og ledelsessnak ned på jorden. En personlighed der rummer en toplederkarriere, en HD i Organisation, en fortid som rygmærke-biker, TV-vært, eventyrer og reality-kendis er garant for en anderledes spændende, og langt fra kedelig, vinkel.
"Den lige vej"
Jens Romundstad evner den gode fortælling og vedkender sig åbent at have behov for også at underholde. Med ”Den lige vej” gives den ærlige historie om et usædvanligt karriereforløb med både om- og genveje, kredsende om iværksættertrang og lav impulskontrol. På mystisk vis sniger emner som personlig branding, team-samarbejde, ledelse, temperament, personlig udvikling og kommunikation sig ind i en anekdotisk form, der både tilgodeser faglighed og lattermuskler.
Der er, som følge af de skærpede afstandskrav, et begrænset antal pladser, og du kan sikre dig billetter på www.fof.dk/frederikssund, frederikssund@fof.dk eller på 53 61 63 05
