Bodil Simonsen
I 12 år sejlede Svend Billesbølle, Lundestrædet 12, Holbæk, på verdenshavene alene i en båd og oplevede også et forlis. Nu har han ikke længere den slags oplevelser, men keder sig dog ikke. Han er tilfreds med tilværelsen, selv om der med tiden er kommet lidt legemlige skavanker. Balanceevnen er således ikke god, så derfor sejler han ikke længere.
Svend Billesbølle, der fylder 85 år onsdag den 1. oktober, men ikke er hjemme på dagen, er født i Fredericia, kom til Sjælland for mange år siden og havde i 18 år autoværksted i Undløse.
- Jeg solgte det og købte hus i Tuse. Så manglede de en værkfører på Volvo i Holbæk, de henvende sig til mig, og jeg gik med til det og var der i tre år. Derefter kom jeg til Mercedes i Tuse. Så fandt jeg på at sejle jorden rundt og sejlede et par gange til Vestindien, den ene gang videre til USA. Jeg sejlede to gange Jorden rundt, siger han, der også på den ene tur forliste, men ikke mistede modet.
- Jeg brugte 12 år til at sejle. Det var i tre forskellige både, den sidste var en Lynæs-sejljolle.
- Det var hårdt, men spændende, siger han om livet på verdenshavene.
Godt en halv snes år har han boet i Lundestrædet i Holbæk og er glad for det.
- Det er et godt byggeri, siger han, som er skilt, for ægteskabet kunne ikke holde til, at han var borte så længe. Han har fire børn, en datter, som bor i Norge og to døtre og en søn, som bor i Holbæk.
- Det er dejligt at have dem så tæt på, der er nok at rende efter. Jeg keder mig ikke, siger han. Jeg har ikke tid til at krepere med det samme ...
- Jeg sejler ikke længere, men jeg er æresmedlem af Holbæk Sejlklub, hvor de er lidt kede af, at jeg aldrig kommer derned. Jeg er også æresmedlem af Foreningen til langtursejladsens fremme.
Svend Billesbølle har skrevet flere bøger om sit hårde, men eventyrlige liv på verdenshavene og har holdt et utal af foredrag, men det har han også lagt på hylden.
- Jeg kører stadig bil, og jeg klarer mig selv, vask, indkøb med mere, undtagen lidt hjælp til rengøringen, og kan også gå en tur indimellem. Ellers laver jeg så lidt som muligt. Jeg kan få en masse tid til at gå med ingenting, siger den snart 85-årige.
bs@nordvest.dk
