Kulsvierskolen i Hillerød var i dag centrum for intet mindre end et verdensrekordforsøg. 760 elever forsøgte at lave verdens længste bænk for at komme i Guiness Rekordbog, og efter to mislykkede forsøg, lykkedes det i tredje hug at få alle elever til at sætte sig på hinandens knæ, hvormed der var skabt verdens længste bænk.
Rekordforsøget blev ikke overværet af en repræsentant for Guiness Rekordbog, men blev filmet og fotograferet af et par af skolens lærere. Materialet vil nu blive sendt ind med håb om en endelig godkendelse af det vellykkede rekordforsøg.
Rekordforsøget var et af højdepunkterne, da Kulsvierskolen i dag fejrede sit 40 års-jubilæum. Egentlig skulle der have været fest en hel uge og for et år siden blev der nedsat et udvalg, som skulle stå for arrangementet og festlighederne.
Men så kom den nedslående meddelelse fra kommunen om, at Kulsvierskolen skal spare en million kroner.
"Da vi fik besked fra kommunen om besparelserne, så vi ikke anden udvej end at skære fødselsdagsfesten ned fra én uge til én dag. Det blev selvfølgelig ikke til besparelser på en hel million kroner, men en del penge. Vi kunne ikke forsvare at bruge store summer til festligheder, der så skulle ramme børnene i hverdagen", siger skoleinspektør Bjarne Jørgensen.
Ud over forsøget på at lave verdens længste bænk kunne eleverne blandt andet fornøje sig med islagkager fra Hjem-is-bilen.