Nye sygemeldte får jobcentret i røret

- Goddag, det er fra Jobcenter Holbæk, hvad fejler du?

Sådan omtrent kan det snart lyde i røret, når sygemeldte borgere tager telefonen.

Fra mandag den 1. september begynder jobcentret at henvende sig aktivt til mennesker, der netop har anmodet om sygedagpenge. Formålet er at få tidligt kontakt med sygemeldte, så folk fx kan få hurtigere afklaring hos speciallæger, træningstilbud eller anden hjælp til at bevare kontakten med arbejdsmarkedet.

- Vi tager fat i dem, hvor vi erfaringsmæssigt ved, at der er risiko for langvarige forløb. Folk, der gentagne gange har været sygemeldt, og borgere, der fx er syge af stress, piskesmæld eller har ondt i ryggen, forklarer Lisbeth Hansen, der er faglig leder for sygedagpengeområdet i Jobcenter Holbæk.

Et nyt samarbejde med Falck Jobservice har frigjort tid i jobcentret, så to medarbejdere kan fokusere på de nye sygemeldinger, der kan blive langvarige.

- Det bliver en udfordring, at vi kontakter borgeren så tidligt. Vi er forberedt på, at nogle kan føle, at vi jagter dem. Men det er slet ikke hensigten, tværtimod, siger Lisbeth Hansen.

Både jobcenter og politikere understreger, at ingen umiddelbart er i fare for at miste retten til sygedagpenge, blot fordi jobcentret ikke træffer dem på privattelefonen.

- Der kan jo sagtens være en god grund til, at telefonen er slukket fx efter en nat i smerter, og folk kan jo være indlagt, bemærker Birgitte Hentze (S), der er medlem af arbejdsmarkedsudvalget.

I gennemsnit er 600 borgere i Holbæk hver måned på sygedagpenge i kortere eller længere tid. Prognosen for 2008 er 158 sygedagpengeforløb på over 52 uger.

tf@nordvest.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...