Tranehaven - et godt sted

Tranehaven er Gentofte Kommunes genoptræningshospital. Her har vores mor/svigermor, B. Bruun, været indlagt flere gange gennem de seneste år, og her døde hun for nylig i en alder af 86 år på afdeling 2 B - et sted, hvor vi gerne selv ville ende vores dage.

Tranehaven er efter vores erfaringer et helt enestående sted, hvor man som pårørende hver gang bliver mødt med smil og et venligt goddag. Og hvor omsorgen for de indlagte er af en helt speciel karat.

Der lægges enorm vægt på, at patienterne er velsoignerede og rene i tøjet, og sengetøj m.m. er altid skinnende rent. Samtidig er kommunikationen mellem mellemarbejdere og pårørende på topniveau. Det samme gælder serviceniveauet: Aldrig har vi fået serveret så meget god saftevand som under besøg på Tranehaven i de varme sommerdage, hvor også patienterne med ildhu er blevet 'tanket op'.

Det har vi som pårørende været meget taknemmelige for.

Vi er således fulde af beundring for personalets håndtering af de ikke altid lige nemme patienter.

Lad os bringe et helt konkret eksempel: Vores gamle mor/svigermor var på det sidste svær at kontakte og bestemt ikke mobil. Men nogle få dage før sin død vågnede hun en dejlig eftersommerdag lidt op. Resolut fik hendes helt fantastiske daglige hjælper, plejer og omsorgsperson, Lone Fanøe, hende påklædt og i kørestolen, hvorefter hun trillede hende ned til springvandet. Her nød de sammen lyden af vandets plasken, blomsterne og den varme sol en lille stund. En flot og yderst medmenneskelig indsats, som kendetegner niveauet på Tranehaven.

Når vi har rost medarbejdere, fik vi altid svaret: Vi gør blot det, vi får løn for, sagt med et smil. Men det passer jo ikke! Tranehavens medarbejdere gør betydeligt mere, end lønnen kan dække.

Tak for og tak til Tranehaven, som gang på gang har lettet dels vores gamle mor/svigermors liv, dels har været en stor støtte og hjælp for os.

Marianne Scheele og Folmer Elling

Helleruplund Alle 18

Hellerup

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...