Landsholdspiller fra Lillerød stopper

Den tidligere Lillerød- og Hillerødspiller Bettina Falk stopper med fodbold. Det oplyser DBU.

Efter 55 kampe på kvindelandsholdet stopper venstrebacken Bettina Falk. Beslutningen om at lægge fodbolden på hylden har 27-årige Bettina Falk truffet, efter at hun har fået tilbudt en ønskestilling som idrætskonsulent i Københavns Kommune.

Bettina Falk, der er opvokset på Morelvej i Allerød, begyndte at spille i Lillerød Boldklub. Allerede her blev grunden lagt til en glorværdig fodboldkarriere. I 1996 blev hun kåret som 'årets fodboldspiller' i Allerød, og spået en stor fremtid som fodboldspiller. I forbindelse med kåringen lød det bl.a. i begrundelsen: »Fin sportslig optræden, god social indstilling, vindertype der giver sig selv 100 procent og det tætteste man har været på at få en landsholdspiller i klubben.«

Fra Lillerød gik turen videre til bl.a. Hillerød, og siden 2003 har hun spillet for Brøndby, hvor hun har været med til at vinde fem danske mesterskaber og to pokaltitler.

På landsholdet har Bettina Falk været med til EM i England i 2005 og til VM i Kina i 2007.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...