Stille stunder i det fri kan blive ødelagt af pågående hvepse på jagt efter søde sager - især når vi kommer ind i august. Lige nu har arbejderhvepsene travlt med at opfostre de hanner og kommende dronninger, som skal sikre næste generation.
Når hannerne og "prinsesserne" først er taget på bryllupsflugt, har arbejderne udspillet deres rolle. De flyver derfor rundt på må og få i jagten på alt, der smager sødt. Når de søger i og omkring vores boliger, kan de være meget aggressive.
Specialist i skadedyrsbekæmpelse, biolog Morten Helholm fra A/S Mortalin anbefaler derfor at bekæmpe generende hvepseboer nu. På den måde mindskes generne resten af sæsonen. Desuden bliver der færre hvepse næste år, hvis hanner og "prinsesser" ikke når at parre sig.
Bekæmpelsen bør derfor ske nu. Det bedste tidspunkt for bekæmpelsen er sidst på aftenen, når alle individer er gået til ro i boet. Et frit hængende bo kan uskadeliggøres ved at spraye med et middel til bekæmpelse af flyvende insekter. Sprøjt nedefra og direkte op gennem indgangen til boet. Hvis der efter en halv time ikke kommer lyd fra boet, kan det fjernes med forsigtighed.
På denne tid af året kan mange hvepseboer imidlertid være komplicerede at fjerne. Hvis de har bredt sig over et større område, kræver fjernelsen professionel bistand.