Kritik af politiet i brandsag

Kalundborg

En 17-årig dreng fra Kalundborg, hans familie og hans forsvarer er stærkt opsatte på at få afsluttet en straffesag om drengens engagement i urolighederne i februar. Men endnu er der ikke lavet et anklageskrift, så sagen kan komme for retten.

- Det er jeg meget forbavset over, siger forsvareren, advokat Harry Tschernja i Roskilde.

I februar var der i adskillige dage ildspåsættelser flere steder i landet. Drengen blev interviewet i TV-Avisen og varslede mere uro. Derefter blev han anholdt og sigtet for at opfordre til optøjer. En dommer varetægtsfængslede ham, og først efter tre måneder blev han løsladt den 16. maj.

- Dengang havde man utrolig travlt med denne sag, men efter løsladelsen har jeg intet hørt, siger advokat Harry Tschernja.

Den 17-årige er i lære, men hans arbejdsgiver vil ikke lade ham arbejde, så længe han har en verserende straffesag. Også på grund af den sigtedes alder burde myndighederne prioritere sagen højt, mener advokaten. For en måned siden skrev han til politiet og rykkede for en afklaring. Endnu er der ikke kommet et svar.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi siger anklager Karina Nørgaard onsdag til Ritzau, at politiet først i mandags afleverede sagen til hende. Hun forventer et anklageskrift i »nær fremtid«.

- Der var en hel del løse ender, der skulle afprøves, siger hun om politiets arbejde.

I TV-Avisen sagde drengen, der har indvandrerbaggrund, blandt andet:

- Vi vil altid gøre det her, indtil de kommer til at respektere os. Der kommer til at ske mere og mere. Og i aften kommer der til at ske meget mere.

Senere fik DR kritik for at stille mikrofon og kamera til rådighed for drengen.

Politiets sigtelser drejer sig om opfordring til optøjer, brandstiftelse og stenkast mod politiet. Retten begrundede fængslingen med, at drengen på fri fod kunne forpurre politiets undersøgelser.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...