Meget mere tøj til Holbæk-vaskeri

Holbæk
 Sygehusvaskeriet i Holbæk skal udvide både medarbejderstab og arbejdstid. Regionens vaskerier har vundet et stort udbud af vasketøj fra sygehusene i det gamle Roskilde Amt.

Holbæk
Sygehusvaskeriet i Holbæk skal udvide både medarbejderstab og arbejdstid. Regionens vaskerier har vundet et stort udbud af vasketøj fra sygehusene i det gamle Roskilde Amt.

- Vi er både glade og stolte - ja, vi kan næsten ikke få armene ned.

Loa Kopling, driftschef for sygehusvaskerierne i Region Sjælland, er mere end tilfreds med resultatet af et EU-udbud, hvor vask af 23 tons tøj til patienter og personale på sygehusene i Roskilde og Køge inklusive psykiatrien var i spil.

Regionens egne vaskerier i Holbæk og Nykøbing F. vandt i konkurrence med et stort privat vaskeri. Hovedparten af de 23 tons vil fra 1. april næste år blive vasket og håndteret på sygehusvaskeriet i Holbæk, hvor både medarbejderstab og den daglige produktionstid skal udvides. Planen er, at medarbejderne skal arbejde på forskudt tid, men præcis hvor mange nyansættelser, der bliver tale om, er endnu ikke afgjort.

- Det regner vi på, og efter sommerferien vil vi gå i gang med at planlægge i detaljer. Men det meste af vasketøjet fra Roskilde og Køge vil blive sendt til vaskeriet i Holbæk, som er det mest moderne af de to, og geografisk ligger det også bedst i forhold til sygehusene i det gamle Roskilde Amt, understreger Loa Kopling.

Ordren til regionens egne vaskerier kommer kort efter, at regionsrådet har vedtaget en ny vaskeristruktur, som går ud på, at vaskerierne i Holbæk og Nyøbing F. skal fortsætte, mens det tredje vaskeri, der ligger i Fakse, lukker ved årsskiftet.

Tilbage i den store organisation

De tre vaskerier blev 1. januar 2007, da amterne blev nedlagt, overtaget af Region Sjælland og samlet i én organisation under Bygninger & Service i regionen sammen med køkkener, rengøring og de grønne områder. Sygehusvaskeriet i Holbæk blev i 2001 skilt ud fra Vestsjællands Amt som en såkaldt fællesvirksomhed med eget budget og regnskab. En form for selvstændiggørelse eller "mild privatisering". Nu er vaskeriet igen en del af den ikke længere amtslige, men regionale administration.

I det gamle Roskilde Amt får sygehusene vasket hos et privat firma (Sophus Berendsen A/S), men det bliver der lavet om på, når regionens egne vaskerier overtager opgaven.

- I det EU-udbud, vi netop har været igennem, har vi skullet give bud på pris, service og kvalitet på samme vilkår som private leverandører. Vi skal operere med forrentning, afskrivning og overskud, og vi var altså billigst. Vi vandt på prisen samtidig med, at vi var lige så gode med hensyn til service og kvalitet som det private firma, og det vi faktisk ret stolte af, siger Loa Kopling.

obr@nordvest.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...