I mandags spiste sangerinden og sangskriveren Sanne Gottlieb fra Charlottenlund frokost med sin mand på en café i København. Det var der intet usædvanligt ved, men pludselig ringede en journalist fra HER & NU og fortalte, at en af hendes sange var med på soundtracket til filmen Sex and the City. Filmen handler om Carrie Bradshaw og hendes tre veninder Samantha, Charlotte og Mirandas liv fire år efter, at den populære tv-serie af samme navn sluttede. "Jeg sagde "det kan vist ikke passe, men ring igen, hvis du finder ud af mere". Fem minutter efter blev jeg ringet op igen og fik at vide, at den var god nok. Mit hjerte bankede helt vildt i fire timer, for jeg kunne slet ikke forstå, det var sandt", fortæller Sanne Gottlieb. I fornemt selskab Hendes sang på soundtracket hedder 'Kissing' og er en 12 år gammel rockballade, som blev indspillet af den danske gruppe Bliss. Nummeret er blevet brugt i den amerikanske spændingsserie CSI og på en Ibiza compilation. Men når den nu er en af 14 sange på en cd, som udkommer i forbindelse med en af de mest omtalte film i lang tid, er det svært at spå om, hvor stort det bliver. "Jeg kommer i fornemt selskab med bl.a. Fergie og Run DMC. Da min datter på 12 hørte det, sagde hun bare "wauv", og det var svært at forklare min ældste søn, hvor stort et skulderklap det er. Nu vil min sang blive hørt worldwide. Jeg får et engangsbeløb for, at sangen er med i filmen, og så får jeg penge for hver solgt cd, og hver gang sangen spilles i radioen eller downloades", fortæller Sanne Gottlieb. Tror du, at du bliver millionær? "Hvor ville det være dejligt, men jeg sætter ikke næsen op efter noget. Nu må vi se, hvordan det går". Hvad kan du bruge den her mulighed til? "Sammen med Halfdan E har jeg lavet en duo, der hedder 'Gottlieb'. Vi har brugt fire år på at lave en cd, som næsten er færdig. Jeg vil fremskynde processen, så vi bliver hurtigere færdig - forhåbentligt allerede til efteråret. Vi har ingen aftale med et pladeselskab endnu, men jeg håber, det går lidt nemmere efter det her. Det er nu, vi skal sparke døren ind. Jeg vil også gerne arbejde sammen med flere sangskrivere, for jo flere jeg arbejder sammen med, desto flere sange kan jeg afsætte", siger en optimistisk Sanne Gottlieb. Til gallepremiere Den 39-årige sangskriver var i aftes til gallapremiere på filmen Sex and the City i Metropol i København. Hun var ikke inviteret, men ringede selv efter billetter, efter at hun havde fået at vide, at hendes sang er med på soundtracket. Sex and the City-verdenen er ikke ny for hende. "Jeg lånte en box med alle afsnit af Halfdan E, og så sad jeg fire dage og så dem. Det er bare en helt fantastisk serie", siger Sanne Gottlieb, der også har en fortid som skuespiller i Søren Faulis film 'De skrigende halse'. Desuden har hun arbejdet som journalist på Ekstra Bladet i et år, været hjernen bag satireprogrammet Klub Klam på P3, og så har hun deltaget ved Dansk Melodi Grand Prix to gange. Hun blev nummer tre i 2000, hvor Brødrene Olsen vandt med 'Smuk som et stjerneskud'. Om Sanne Gottlieb når stjernerne med Kissing, kan kun tiden vise.