Svømmehal ramt på flere fronter

Det er ikke let at være leder i Roskildes nye svømmehal for tiden. Som på mange andre arbejdspladser falder medarbejderne fra som fluer på grund af corona.

Det betød den forgangne weekend, at 50-meter bassinet har holdt helt lukket.

– Vi må prioritere, hvad vi kan åbne med de hænder, vi har. Det varierer jo fra dag til dag. Jeg får en medarbejder tilbage fra corona i dag og en i morgen, men her til morgen har to nye meldt sig syge. Det er bare ikke let, siger Birgitte Rafn Juncker, daglig leder af Roskilde Badet.

50-meter bassinet er også lukket i dag frem til klokken 15, hvor det står til at åbne.

– Det er nok sådan, det bliver resten af ugen, at vi kan holde 50-meter bassinet åbent om eftermiddagen, siger hun.

Teknikken driller også svømmehallen. Den seneste uge har den store fællessauna været lukket.

– Vi opdagede sidste mandag et problem med noget strøm i saunaen. Så vi valgte at lukke fællessaunaen. Der kommer teknikere i dag, så jeg håber meget, at den er åben igen fra i morgen, siger Birgitte Rafn Juncker.

Det er kun fællessaunaen, som har været lukket i saunaområdet. De andre faciliteter i det område er ikke ramt af tekniske problemer.

Foto: Thomas Olsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...