Nu får du lov til at sætte kulør på byens skraldespande

Det er kommunens store skraldespande som denne, der skal udsmykkes med tegninger. Tegning af Ally på 11 år.

Det er kommunens store skraldespande som denne, der skal udsmykkes med tegninger. Tegning af Ally på 11 år.

Elsker du at tegne? Vil du være med til at pynte kommunens skraldespande med flotte tegninger og skabe blikfang og bevidsthed om en ren og pæn by?

Så er det nu, du skal spidse ørerne og måske farveblyanten. Du kan nemlig være med i ’Ren By’-tegnekonkurrencen, hvor vinderne får sin tegning på nogle af byens skraldespande. Deadline for indlevering af tegninger er den 7. februar 2022.

”Der er ikke meget sjov i cigaretskod, kaffelåg, slikpapir og æbleskrog, som ikke har fundet vej til skraldespanden,“ fortæller Karsten Gylling, der står for driften af Gentofte Kommunens mange offentlige skraldespande, i en pressemeddelelse.

Derfor fik Karstens kollega Morten Frederiksen ideen om en tegnekonkurrence, der skal være med til at skabe synlighed om de store skraldespande i handelsstrøgene, så de bliver set.

”Vi kunne rigtig godt tænke os nogle tegninger, der tager udgangspunkt i temaet ’Ren by – Hver dag’, som kommunens renholdelseskampagne hedder. Jeg håber, at det vil vælte ind med tegninger,“ siger Karsten Gylling.

Sådan deltager du

Vil du gerne have din tegning på en af kommunens skraldespande, så grib pennen og tegn noget, der viser eller leder tankerne hen på emnet ’Ren By’.

Måske synes du, at en ren og pæn vej til skole gør dig glad, eller du tænker på, at fuglene og fiskene i havet ikke skal spise plastik, fordi de tror, at det er mad. Det kan også være fejebilen, klimaforandringer, hvordan en ren by opleves eller noget helt tredje – det er kun fantasien, der sætter grænser.

Helt lavpraktisk skal tegningen tegnes på et vandret stykke A4-papir og brug gerne stærke farverige tuscher, så tegningen træder tydeligt frem. Der er ingen aldersgrænse for at være med.

Sådan afleverer du din tegning

Når du er færdig med din tegning, kan den afleveres på kommunens fem biblioteker ved skranken. Husk at skrive navn og alder på tegningen, og et telefonnummer på bagsiden af tegningen, så Gentofte Kommune kan kontakte dig.

Konkurrencen kører frem til den 7. februar 2022.

Må de bedste tegninger vinde

En jury vil udvælge de bedste tegninger. Gentofte Kommune offentliggør vinderne på sin Facebook-side, og de heldige vindere får også direkte besked.

De tegninger, som ikke bliver vist på skraldespandene, vil blive udstillet på Dyssegård Bibliotek i perioden fra midten af marts og frem til den 24. april.

Gentofte Kommune glæder sig meget til at se alle jeres flotte tegninger. Har du spørgsmål til tegnekonkurrencen, så skriv til Hanne Hjetting fra Affald og Genbrug på renovation@gentofte.dk.

jbl

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...