Tuse Skole sprænger rammerne

Tuse
 Efter sommerferien har Tuse Skole over 600 elever og 28 klasser. Pladsproblemer løses midlertidigt med tre undervisningslokaler i pavilloner.

Tuse
Efter sommerferien har Tuse Skole over 600 elever og 28 klasser. Pladsproblemer løses midlertidigt med tre undervisningslokaler i pavilloner.

For fem år siden havde Tuse Skole 22 klasser. Efter sommerferien er der 28 klasser og over 600 elever.

Ombygningen i 2001 sikrede alle klasser et hjemklasselokale, samtidig fik skolen tidssvarende faglokaler. Men elevboomet har allerede sprængt rammer. De seneste år er flere faglokaler - geografi, ekseprimentarium og fritidsordningen - blevet inddraget til klasselokaler. Og næste skoleår risikerede billedkunst og garderoben i Åben Skole at blive omdannet til klasselokaler.

Leje af tre pavilloner løser en del af pladsmanglen midlertidigt.

- Det er meget positivt. Det betyder, at vi undgår vandreklasser næste skoleår, siger skoleleder Anders Bo Hansen.

Økonomiudvalget i Holbæk Kommune har netop sagt god for at bruge i alt 243.600 kroner plus moms på leje og opstilling af pavillonerne, der har tre undervisningslokaler og toiletter. Dertil kommer ekstra udgifter til rengøring og inventar m.m. til 180.000 kroner.

Måske musik i den sidste pavillon

Forældre og børn i en 6. klasse og en 7. klasse har fået besked om deres nye klasselokaler. Brugen af det sidste lokale er endnu ikke afgjort.

- Men vi kommer bestemt ikke til at stå med et tomt lokale, bemærker Anders Bo Hansen.

En af mulighederne med det sidste pavillon-lokale er musikundervisning.

- Skolens musiklokale er overbooket, så det kunne være en løsning, siger Anders Bo Hansen, der glæder sig over, at lokalforum, dialogudvalget og i sidste ende økonomiudvalget har taget nødråbet fra Tuse Skole alvorligt.

Men skolelederen understreger, at pavillonerne er en kortsigtet løsning. Han satser på, at Tuse Skole udbygges permanent i løbet af de kommende år, så alle faglokaler igen kan anvendes til deres formål. Prognoserne viser stadig stigende søgning til skolen.

- Vi regner med at have mellem 28 og 30 klasser de næste 10 år, siger han.

Pavillonerne leveres af AGJ-Pitzner og er bestilt til uge 33.

tf@nordvest.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...