Staten vil ikke betale rensning af Collstrop-grunden

Det er regionens ansvar at få fjernet forureningen af Collstropgrunden, skriver miljøminister Troels Lund Poulsen i et svar SFs folketingsmedlem Pia Olsen Dyhr.

Han afviser dermed, at staten bidrager til at rydde op på Collstropgrunden, hvor der i dag er en omfattende forurening efter Collstrops Træimprægnering, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Miljøministeren ser dermed ingen forbindelser mellem grunden og to Cheminova-forureninger, som staten har bevilget penge til at få fjernet.

Men Pia Olsen Dyhr mener, staten har et ansvar, fordi virksomheden lå på lejet statsjord.

"Jeg opfatter svaret som at man vil tørre ansvaret af på regionen," siger hun til avisen.

Borgmester Kirsten Jensen (S) mener, at forureningen skal fjernes med det samme, fordi der siver gift ud i Esrum Sø, og hun synes, staten bør tage affære:

"Staten og Miljøministeriet skal tage et medansvar, for grunden ligger faktisk på Statens jord i Hillerød Kommune. Og det er en forurening, som optager borgerne meget, og gør folk urolige," siger hun til DR København.

Oprydningen vil koste 200-250 millioner kroner, skriver Frederiksborg Amts Avis, og regionerne har tilsammen blot 380 millioner kroner årligt til oprydning af jordforurening.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...