Buskmænd
Buskmændene - San, Khoisan, Hottentotter, pygmæer - er det sydlige Afrika's oprindelige befolkning, der kan føre deres historie 30.000 år tilbage via klippemalerier.
De er karakteristiske ved - ofte men ikke altid, at være små af statur, typisk 140 cm høje - spinkle af bygning og med lys hud. Ansigtet er karakteristisk med høje kindben og mandelformede øjne.
Buskmænd udgør nu 3 % af Namibia's befolkning. I det sydlige Afrika findes i dag omkring 85.000 buskmænd.
Sprog
Buskmændene taler click-sprog. Ord og hele sætninger skifter mening alt efter, hvor de fem forskellige click lægges.
Click-sproget regnes af sprogforskere for at høre til klodens mest fonetisk avancerede sprog. Som sprogforskeren Dunbar konstaterer, så 'er Khoisan-sproget fra et fonetisk sysnpunkt verdens mest komplekse sprog. At tale en Khoisan-dialekt flydende er at udfordre det menneskelig sprogs fonetik til den yderste grænse'.
Der findes tre hovedsproggrupper af Khoisan med en lang række dialekter. Så forskellige, at mange af dem slet ikke forståes indbyrdes. Nogle dialekter tales kun i en isoleret familie og dør ud med det sidste familiemedlem.
Socialt system
Bushmansamfundet er bundet sammen af uskrevne regler. Man har en leder - ofte gruppens ældste eller den bedste jæger - men alle beslutninger tages i et fælles forum.
Da buskmændene nogle steder lever isoleret i mindre grupper - 80-120 - er de voldsomt afhængige af naturen, og at der er harmoni og sammenhold i gruppen.
Derfor findes der ikke privat ejendom - og alt bytte deles af hele gruppen. Feast or famine, som det kaldes. Er der mad festes der og alt sættes til livs eller også klarer man sig på sultegrænsen indtil der på ny er mad-
Ting lånes indbyrdes således at der opbygges 'taknemmelighed'.
Der praktiseres exogami - forpligtelse til at gifte sig uden for gruppen - det knytter flere grupper sammen.
Jagt og overlevelse
Som jægere og samlere må de være mobile med primitive græshytter.
De sidste buskmænd, der 100 % levede som jægere og samlere var for mere end 80 år siden.
Som et af klodens sidste jæger- og samlerfolk har de opsummeret årtusinders viden om hvordan man overlevede i områder stort set uden overfladevand.
I Kalahari-området kender de hver en plante, busk og rødder, der måtte indeholde tilstrækkelig væske til overlevelse. De laver sivebrønde i sandet ved at grave et hul. Fylder hullet med blødt græs, og suger så vandet op i et hult strå og opmagasinerer det i et strudseæg, der graves ned i sandet.
De kender enhver form for urte- og plantemedicin. I en alder af12 år vil en buskmandsdreng kunne skelne 200 forskellige planer fra hinanden - en fuldt 'uddannet' jæger flere end 300.
Vigtigt for overlevelsen, da kun 20 % deres føde kommer fra jagt - resten fra planter, rødder, honning mv, som indsamles af kvinder og børn.
De er berømte trackere - ved præcist hvornår et spindelvæv er brudt. Et termitbo trådt ned, et nedtrampet græsstrå om at rejse sig, og de læser ud af dyrenes afføring om det er et gammelt eller ungt dyr.
Jagt foregik traditionelt med bue og pil. Pilen lavet af strå - tredelt, hvor spidsen bliver siddende i det anskudte dyr, mens selve pilen falder af. Pilespidsen forsynes med gift - fra giftige larver, faldlemsedderkop eller skorpiongift. En langsomt virkende gift, der ikke findes modgift mod. I Kalahari er det typisk gift fra Diamphidia- og Polyclada-biller.
Buskmændene graver de forpuppede billelarver ud 30 centimeter under de planter, hvor billerne lever. Larven tages ud af kokonen og hoved og forben fjernes inden larverne knuses.
Giften dræber ved at trænge ind i blodårerne hvor den får de røde og hvide blodlegemer til at eksplodere.
Giften opbevares i en reder fra Penduline Tit-bird. Fuglene laver deres reder af vild bomuld, der vævet sammen med dyrehår bliver en lille blød og komplet vandtæt rede.
Missionæren John Cambell beskrev i begyndelsen af 1800-tallet, hvad virkningen var af en forgiftet pil, der ramte en kollega i skulderen: 'Hans udseende forskrækkede os, idet han hævede voldsomt i hovedet og på halsen. Han sagde, han kunne mærke giften arbejde sig først ned mod hans tæer og derefter stige op igen. Hans udseende var frygtindgydende, fuldstændig deform og han døde næste aften'.
Større uoverensstemmelser buskmændene imellem kan føre til kamp, hvor de prøver at ramme hinanden med pile i nærkamp.
Marginaliserede siden de hvide kom
Da de hvide kolonister kom til det sydlige Afrika slog de sig ned som farmere, hvorfor buskmændene med deres jagt blev en trussel mod deres kvæg.
Så sent som umiddelbart efter år 1900 udsatte man dusører for døde buskmænd. Først skulle man aflevere et afhugget hoved, men da nogle nøjes med at skære ørene af og lod buskmændene leve, skulle der herefter afleveres en afhugget hånd og en afhugget fod for at få udbetalt dusøren.
Tidlige antropologer betragtede buskmændene som levende fossiler - the missing link - og ikke af menneskelige race.
I en antropologisk undersøgelse af den engelske antropolog J.C. Prichard i det 19. århundrede står således: 'Ingen andre steder findes den menneskelige natur i en mere elendig og forarmet tilstand'.
De hvide fangede buskmænd som de sejlede til England og USA, hvor de blev udstillet i bur i cirkus. Den berømteste var Khoisan-kvinden 'Hottentot Venus' der blev udstillet i London og Paris, hvor aristokratiet henrykkedes og gøs over hendes overdimensionerede kønsdele og bag.