676.864 kroner og 44 ører kan Erik Fabrin (V) i 2008 hæve som borgmester for Rudersdal Kommune. Oveni det 415.000 kroner for tjansen som formand for Kommunernes Landsforening, samt yderligere 271.780 kroner for poster i diverse foreninger, nævn med videre.
Siden den 1. april i år er det blevet et lovkrav, at alle landets kommunalpolitikere offentliggør, hvor meget de tjener. I Rudersdal Kommune har de nu gjort det et godt stykke tid, men det skal ikke forhindre os i at se på de kommunalpolitiske pengeposer.
Borgmesterlønningen er bestemt centralt i Indenrigsministeriet alt efter kommunens størrelse og herefter regner man lønninger for udvalgsposter ud som en procentdel af borgmesterlønnen.
Det betyder, at de lokale udvalgsformænd - Venstres Jens Ive, Erik Mollerup, Anne-Marie Wivel, Socialdemokraternes Jens Bruhn, Radikale Venstres Vibeke Peschardt og Konservatives Birgitte Schjerning Povlsen - hver især kan hæve mellem 248.000 og 282.000 for deres politiske arbejde.
Bonus for små børn
Og ellers giver det for de fleste af de øvriges vedkommende godt 98.000 kroner at sidde i kommunalbestyrelsen plus to udvalgspladser. Henning Straarup (V) som viceborgmester og Daniel E. Hansen (V) som formand for Folkeoplysningsudvalget kan dog hver især hæve lidt over 166.000 politiske kroner.
Endelig er ekstra 'bonus' på omkring 12.000 kroner, hvis man har et barn under 10 år.
Det mindst indbringende sæde i Rudersdals kommunalpolitiske verden sidder Christian Kjær (C) på. Han har således ingen børn under 10 år og sidder kun i ét udvalg. Det giver 79.679 kroner - og 44 ører.
Udover borgmesteren er det partifællen Anne-Marie Wivel, der har den største indtægt for hverv i bestyrelser - nemlig godt 108.000, primært som næstformand i HNG I/S.
For få penge
Borgmester Erik Fabrin er i øvrigt glad for lovkravet og åbenheden omkring de politiske indtjeninger. Det sagde han til Jyllands-Posten i marts måned, hvor han også udtrykte, at han mener, at de lokale politikere får for lidt for deres arbejde.
"Jeg synes generelt, at landets kommunalpolitikere har dårlige økonomiske vilkår at arbejde under sammenlignet med de honorarer, som man får andre steder i samfundet for at udføre det samme arbejde," sagde Erik Fabrin ved den lejlighed.
Du kan se alle kommunalpolitikernes lønninger på kommunens hjemmeside, www.rudersdal.dk.