TRAFIK Overgangen til sommertid natten til den 30. marts betyder ikke kun, at danskerne skal en time tidligere op, end de har været vant til i vinterperioden.
Det betyder også, at myldretiden på vejene med ét bliver rykket frem til daggry, hvor dyrevildt som dådyr og kronhjorte er mest aktive på denne tid af året.
Kombinationen af en fremrykket myldretidstrafik og aktive dyr kan derfor resultere i påkørsler, advarer Falck.
"Bilisterne bliver ikke dræbt af sammenstød med dyrevildtet, men fordi de i panik forsøger at undvige og derfor rammer en modkørende bil eller for eksempel et vejtræ," siger vildtkonsulent hos Falck Allan Bruun Rasmussen. Han opfordrer bilisterne til at sætte farten ned til omkring 50 km i timen i udsatte områder.
De udsatte områder er ifølge vildkonsulent ved Nordsjællands Statsskovsdistrikt Niels Worm især steder, hvor der er en skov på den ene side af vejbanen og markarealer på den anden side.
"Det tidlige forår byder på meget lidt føde for dyrevildtet, der derfor går langt efter den og krydser flere veje for at nå frem til de marker, der er begyndt at sætte afgrøde," forklarer Niels Worm.
Han vurderer, at der går cirka en måned, inden dyrene dels har vænnet sig til de nye tider for morgentrafikken og dels har fået adgang til mere føde, så de ikke behøver bevæge sig over store strækninger.
Det anslåes, at der befinder sig cirka 1.500 stykker dårdyrvildt og cirka 400 stykker kronvildt i de tre statsskovsdistrikter, der dækker Nordsjælland.
Hvert år mister to til tre bilister livet på grund af dyrevildt, der krydser vejene, mens mellem 200 og 250 stykker dyrevildt mister livet på de danske veje.