Kys Kokken nyder atmosfæren i city

Åbning: Det kan godt være, nogen får lyst til at kysse kokken, men det er nok ikke det helt rigtige i denne tid. Det er godt at have noget til gode. Det er tanker og fakta, der handler om byens nye spisested Kys Kokken med “madmor” Johanne Degn i front.

Hun var ellers klar til at åbne sin nye café før jul, men blev testet positiv for corona og måtte vente.

– Jeg var symptomfri, så jeg gik bare hjemme som en løve i et bur og ville så gerne åbne, men det blev i stedet tirsdag før nytår, der blev vores første åbningsdag i city, fortæller Johanne Degn, der har flyttet Kys Kokken fra Arena Næstved til Kindhestegade 4 (den tidligere Café Gadespejlet).

En drøm er gået i opfyldelse

Stedet er totalt renoveret og fremstår meget hyggeligt med et lille plateau, høje paneler og flere prisme lysekroner i loftet.

– Det er helt fantastisk - min store drøm er gået i opfyldelse om at være i lyset og tæt på kunderne. Der er fuldt hus hver dag med masser af glade mennesker og stamkunder fra arenaen nyder maden her i cafeen, fortsætter 40-årige Johanne Degn.

Hun glæder sig samtidig over den positive modtagelse, hun har fået fra forretninger i nærheden, hvor indehavere har budt velkommen med gaver.

Takeaway fortsætter

Kys Kokken fortsætter den gode stil fra Arena Næstved, men de har foretaget en opgradering det nye sted. Retterne kan stadig bestilles som takeaway.

– Vi har nu a la carte, moderne smørrebrød og vi har stadig de populære Poke bowls og salater. Vi tilpasser vores retter afhængig af sæsonen og der vil være forskellige ændringer i løbet af et år, forklarer Johanne Degn, der driver virksomheden med sin mand Thomas på sidelinjen.

En af nyhederne er retter på glas, boller i karry, butter chicken, forskellige thairetter og simremad. - Her har vi fokus på genanvendelse, hvis man afleverer glasset bagefter får man en rabat.

Filtreret vand fra hanen

– Vi serverer gode vine og champagne, som man også kan købe med hjem. Og vi er alle lært op i at tilberede vores Fairtrade økologisk baristakaffe. Hertil kan man for eksempel spise en nybagt kanelkage, smiler Johanne.

Kys Kokken har etableret et særligt anlæg for at udnytte vandet fra hanen. Det bliver filtreret og man kan vælge mellem almindelig vand eller med brus. Der præsenteres også cafeens private label classic øl med Kys Kokken etiket.

– Vi har planer om at tilrettelægge en række arrangementer fredage og lørdage i løbet af et år. Det bliver vin- og champagneaftener med tilhørende menuer tilpasset sæsonen.

Johanne Degn glæder sig over den store opbakning, og opfordrer derfor til at man bestiller et bord. Hun vil være ked af, hvis folk går forgæves. Der er åbent mandag til lørdag.

Foto: Dorte Rye Silbo
Foto: Dorte Rye Silbo
Foto: Dorte Rye Silbo
Foto: Dorte Rye Silbo

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...